Nyt siden sidst!

rose

“Selvmedlidenhed er vores værste fjende, og hvis vi giver efter for det, kan vi ikke gøre noget klogt i verden.” – Helen Keller

 

Hej alle sammen.

Sidder her på denne dejlige solskinsmorgen med min morgenthe – kigger på hundene som ligger og kokser i solen og føler mig taknemlig for fuld skrue.

Benet er oppe efter lægens anbefalinger og smerterne er til at føle på – Ledbåndet har set bedre dage, men tiltrods dette så har jeg en fornemmelse i kroppen af lykke.

Der er sket utrolig meget det sidste år – både den positive vej, men også den negative vej.

Sådan er livet jo altid.

Ungerne vokser, udfordringer med dem vokser i takt med dem.

Hvad er det man siger: Man får børn for at mærke hvad man har budt sine forældre?

Haha, det håber jeg så sandelig ikke – For jeg har så sandelig været noget af en prøvelse som barn/teenager.. 😉

I weekenden fejrede vi min 30 års fødselsdag og samtidig overraskede vi familien med at fornye vores løfter til hinanden 😉 Så 30 års fødselsdag blev lige til “Bryllup vol. 2” 😉

Mange har spurgt hvorfor lige nu?

Det er et godt spørgsmål og jeg skal også nok svare på det her.

Fordi lige nu passede os.

Vi har været sammen i 10 år, og det har ikke altid været en dans på roser – vi passer sammen som hånd og handske.

Skændes aldrig – er næsten altid enige og set udefra er vi det perfekte par.

Og det er vi også NU!

Men vi har haft udfordringer ligesom alle andre par.

Går man længere tilbage på bloggen kan læse et indlæg hvor jeg beskriver min manglende sex-lyst.

Dette begrundede vi dengang med medicin og tidligere oplevelser.

Vi er blevet klogere, og fundet årsagen.

Det har været en mega hård kamel at sluge, håndterer og ikke mindst få snakket om indbyrdes.

For hvordan siger man til sin partner:

Jeg tænder på dig, men ikke på det du tilbyder?

Det føles lidt som om at slå sin partner i hovedet med en kold, klam, vår karklud kan jeg så fortælle jer.

Men ikke desto mindre, måtte jeg erkende at det var den form for sex vi havde som jeg ikke tændte på.

Så hvordan fik man den besked givet videre?!

Heldigvis for vores ægteskab, har vores styrke altid været i, at vi altid har været sygt gode til at få snakket sammen og få tingene på bordet uanset hvor ondt det så end gjorde.

Emnet er mega tabu belagt og bare det at skrive om det, er grænseoverskridende.

Men samtidig så ved jeg at der er andre derude som sidder med det samme, og hvis det kan hjælpe nogen at jeg skriver mine tanker, følelser m.m ned så gør jeg det gerne.

Samtidig ved jeg jo at det hjælper mig selv – selvterapi af bedste skuffe – selvom dette emne altid vil være følsomt.

Jeg var nået til et punkt med Bjarne hvor vi var nødt til at gøre noget – Vi levede som bedste venner, og jeg elsker manden overalt i verden – men noget manglede.

Min sexlyst var der ikke.

Da jeg så fandt ud af at min lyst faktisk var til stede, men ikke med Bjarne gik jeg totalt i panik!

For jeg ønskede jo i bund og grund ikke at blive skilt! Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden Bjarne, så hvorfor fik jeg så ikke lyst til ham?

Hvorfor fik jeg lyst, men ikke med ham?

Det var sygt frustrerende, og jeg tog i en periode sygt mange tudeture og havde dette emne med i terapi, trak mig længere væk fra Bjarne, og gik med en knude i maven hele tiden.

Hende jeg går i terapi ved er uddannet seksuel-vejleder ved siden af, så hun kunne vejlede mig.

Som tiden gik fandt jeg ud af at det var det sex vi havde som jeg ikke tændte på.

Så måtte jo bide i det mega sure æble og sige det til Bjarne.

Derfra startede en ny rejse for os begge to.

Hvad har jeg lært af dette?

At mennesker har forskellige seksuelle behov – og at seksuelle behov skal dækkes, for ellers går det galt på et eller andet tidspunkt. Man kan dæmpe sin lyst i en lang periode, men på et eller andet tidspunkt så springer ballonen, og det er ikke sikkert at den springer på en køn måde.

At verden ikke bare er sort/hvid på dette område.

Jeg nåede helt derud hvor jeg overvejede at blive skilt fordi jeg ikke troede at jeg kunne være bekendt at bede Bjarne om at stille mine behov på den måde fordi jeg ikke troede at det lå til ham som person.

Det viste sig så at jeg har spildt meget tid på at bekymre mig om noget som slet ikke har noget på sig.

Det bedste jeg nogensinde har gjort, er at åbne min mund og sige til min mand:

“Jeg har nogle anderledes behov som du er nødt til at opfylde!”

Jeg er gået fra at ligge mig i sengen og tænke:

“Åh nej!”

til at tænke:

“Fuck ja!”

Livet er bare for kort til at have sex man ikke gider, eller altid at skulle gå på kompromis med hvad man egentlig gerne vil have – for mit vedkommende er dette slut. For Bjarnes vedkommende er det slut med leve i cølibat! 😉

Vi har de sidste mange år snakket om at forny vores løfter og efter denne periode og hvor vi igen er kommet stærkere ud på den anden side virkede det bare som det helt rette tidspunkt.

Så derfor valgte vi at gøre det nu.

Fordi vi står sammen i medgang og modgang – og igen er komplet sammen. 🙂

Kigger man statistikker, skulle vi forlængst have været skilt – både fordi jeg har borderline, har et barn med fra tidligere hvor faren er psykisk syg og barnet har udfordringer, vi har mistet et barn, vi har været igennem mange kriser m.m.

Men vi står stadig og det bliver vi ved med!

Der er sket så meget siden sidst at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte henne.

Avlen med hønsene er i år gået rigtig fint – Jeg har fået æg hjem fra Tyskland og skal nu til at sammensætte stammerne 🙂 Udfordringerne er at komme ned under de 30 voksne dyr vi må have.. 😉 Heldigvis er de kyllinger et godt stykke tid endnu, så jeg kan vælge ud stille og rolig. 😉

Jeg har valgt ikke at vaccinere i år, jeg har alligevel ikke nok avlsmateriale til at kunne stille og få det godkendt i år, også er der ingen grund til at vaccine.. 😉

Så kan jeg så heller ikke deltage til hønsedage med at fremvise, men måske det er godt nok – Jeg presser mig selv for hårdt lige pt. så måske det er et godt valg at sige nej tak lidt.

Jeg må ikke glemme hyggen ved hønsene, for så kører jeg squ død i det.

Der kan hurtigt gå for meget, avl, udstilling og sortering i det – hvor hyggen forsvinder lidt i baggrunden.

Det ønsker jeg ikke.. 🙂

I starten af sommerferien mistede vi vores elskede Milo – En af vores hunde – Den døde af nyrebetændelse.

Det gør simpelthen stadig dødhamrende ondt.

Her ved os, er det jo ikke bare en hund, det er et familie medlem. Så for filan hvor det gør ondt, helt ind i knoglerne.

Det er tomt, og føles stadig helt underligt at han ikke kommer hoppende ind af døren som han plejer at gøre.

Jeg priser mig lykkelig for at han ikke lider og ikke var igennem et mega langt sygdomsforløb.

Han sov ind herhjemme.

I dagene efter blev jeg simpelthen nødt til at frabede mig links m.m. på facebook med hunde som manglede nyt hjem, skulle aflives m.m. – Vi ønsker ikke at komme op på tre hunde igen.

Vi skal ikke have en ny. Vi har to hunde, og det er rigeligt. 🙂

Selvom det nemmeste ville være at fylde tomrummet med en ny – men det ville aldrig blive Milo.

Og lige pt. har jeg ikke overskuddet til at skulle køre en ny hund ind i flokken og træne en ny op, og det ville være synd for en ny hund hvis vi gjorde det.

At anskaffe sig en hund er ikke bare noget man gør, det er noget man virkelig skal have lysten og overskuddet til – og ingen af delene har vi, selvom hjertet bløder når vi ser små hunde som skal aflives m.m.

Så tak for tanken, men nej tak. 😉

For lige at vende helt tilbage til start – Så til trods for en masse udfordringer i livet så sidder jeg tilbage med en kæmpe følelse af taknemlighed.

Livet er en fantastisk gave som vi alle sammen har fået.

Ja der følger udfordringer med – Det ved jeg om nogen.

Men udfordringer er en del af livet, det er det som former os, gør os stærkere og lærer os at sige fra, sige til, og mærke efter indeni.

Hvad er sundt for os, hvad er usundt?

Hvad er godt for dig?

Hvad bør du gøre, og hvad bør du lade være med?

Dem som kender mig ved at jeg er meget sort/hvid på mange punkter, og siger min mening.

Samtidig har jeg et gigantisk hjerte overfor andre mennesker, og hjælper altid alle andre før jeg hjælper mig selv. Ikke altid en fordel.

Inden jeg kommer ud med det skal nævnes at jeg selv lever med selvmordstanker og udmærket ved hvordan det føles når livet ikke føles som en gave – Men jeg er ikke typen som ligger mig ned i selvmedlidenhed og bliver liggende.

Jeg kan godt ligge mig, men kendetegnet ved mig er at jeg aldrig bliver liggende.

Jeg rejser mig, og kæmper – For hvis jeg bliver slået omkuld af noget, så reagerer jeg tit ved lige at skulle se på situationen ovenfra, og derefter bliver jeg ofte pisse sur, også rejser jeg mig og kæmper som en løve kæmper for det sidste måltid på savannen.

Jeg siger ikke at alle skal/kan gøre sådan – Men at blive liggende ned er IKKE et mulighed i min verden.

Uanset hvad livet byder os af udfordringer så er livet stadig en gave og selvom det til tider kræver mega briller for at se dette, så kan man hvis man virkelig ønsker se dette.

Det er nemt at ligge sig ned i selvmedlidenhed og blive liggende – men det kommer man ikke videre af!

Man kommer heller ikke videre hvis man forventer at folk kæmper for en, hvis man ikke kæmper selv.

Man kan ikke forvente at folk kæmper sammen med en, når man banker dem i hovedet for at de ikke kæmper med en. (Specielt ikke når sandheden er at de faktisk kæmper med en)

Hvis man banker folk i hovedet for ikke at være der nok, når de prøver alt hvad de kan, men ikke bliver lukket ind, så kan man ikke forvente at de forbliver ved ens side, for folk rammer også et punkt hvor de får nok!

Jeg har aldrig været god til folk som ligger sig ned og bliver liggende, og det indrømmer jeg blankt.

Jeg er ikke god til at rådgive folk som sidder sig selv i et sort hul og nægter at lukke lyset ind, men samtidig klager over at lyset ikke kommer.

Den er jeg virkelig ikke god til – Så brænder min hjerne squ lidt sammen. 😉

Jeg lever generelt efter det motto:

Er du tilfreds?

Ja? – Fint, så fortsæt!

Nej? – Så lav en ændring så du bliver det!

Næste spørgsmål kommer så ofte:

Jamen jeg kan ikke gøre noget ved det, hvad gør jeg så?

Kan du ikke, eller vil du ikke?

Kan du ikke? – Så find en metode så du kan lære at acceptere de vilkår du har – Jeg ved udmærket at det er nemmere sagt end gjort, tro mig. Men du har intet valg, så se nu på livet som den gave det reelt set er, og accepter at du har de vilkår du har, lev med dem og omfavn dem, se dem som en gave – en gave som udvikler dig, tager dig på en rejse – Hvem ved, måske du ender et mega fedt sted i dit liv som du ikke troede var muligt? Ofte kommer der udfordringer i vores liv fordi vi skal ende et sted som var meningen vi skal hen.

Vil du ikke? – Hvis du ikke vil lave en ændring så du får det bedre? Så stop med at beklage dig og lev med det som det er!

 

Der er et citat som faktisk er meget sigende omkring dette:

Det handler ikke om hvor mange gange du falder, men hvor mange gange du rejser dig!

Og det siger det meget godt!

 

 

“Selvmedlidenhed er vores værste fjende, og hvis vi giver efter for det, kan vi ikke gøre noget klogt i verden.” – Helen Keller

 

Helen Keller har ret! Det værste vi kan gøre er at give op, og nægte at se lyset.

 

Livet er en gave – Betragt det som en gave og se på de gode ting i livet – for de er der uanset hvor mange udfordringer der er! 🙂

God dag til alle. 🙂

Knus Inge-Lise

   

Flygter bare!

“Jeg har lyst til at skrige af hele mine lungers kraft og løbe så stærkt som aldrig før!” 

 

Så ramte vi den igen!

Perioden hvor mit flugt-instinkt for alvor slår ind.

Mit indre ur er desværre indstillet sådan at jeg hvert andet år står fuldstændig på hovedet og har lyst til at smide alt på gulvet, skrige og løbe min vej!

Og tjah, den periode har jeg nu!

Jeg “hader” alt lige nu.

Føler mig fanget.

Føler mig mast – mast op i et hjørne hvor der ikke er nogen vej ud.

Jeg ved godt at det er perioden – jeg ved godt at det går over.

Misforstå mig ikke, jeg elsker mine børn, min mand og mit liv.

Men i denne periode som jeg rammer hvert andet år så føler jeg mig låst.

Sætter spørgsmålstegn ved alt i mit liv og alt bliver vendt og drejet for at se om det nu også skal være sådan.

Det er virkelig modbydeligt at have det sådan.

Og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg føler mig som et utaknemligt svin når jeg har det sådan.

Jeg bliver rastløs, overvejer at sætte huset til salg, blive skilt, bo for mig selv, sælge alt jeg har og bare bo i en hytte i skoven uden nogen form for kontakt til omverdenen.

Velkommen til et totalt skidt hoved! 🙁

Og nej, selvfølgelig er huset ikke til salg. Selvfølgelig skal jeg ikke skilles og selvfølgelig skal jeg ikke være total eneboer – selvom mit indre lige nu fortæller mig at jeg skal.

Jeg har et kæmpe flugt instinkt og når noget bliver for svært eller det bliver for følsomt, så trækker jeg mig.

Jeg er mester i at gemme mine følelser indeni og prøve at proppe dem i en kasse uden at ville håndterer dem – fordi det gør ondt.

Jeg er mester i at blive sur når noget gør ondt – Jeg vender mine følelser til vrede, hvilket ikke er særlig smart hverken i forhold til min mand, eller børnene eller andre jeg omgåes for den sags skyld.

Jeg ejer et gigantisk stort flugtinstinkt og det slår desværre til hvert andet år, for der går det indre ud igang (Barndommens vane – når man ikke har boet et sted særlig længe, så vender sindet sig til at skulle flytte med jævne mellemrum)

Lige for tiden er mit flugtinstinkt helt ekstremt – desværre.

Jeg er en skovl til at forholde mig til min mand – mit sind planlægger skilsmisse, selvom jeg ingen intentioner har om at blive skilt.

Jeg tager squ hatten af for Bjarne at han bliver stående ved siden af – når jeg meget tydeligt lige pt har verdens største mur oppe – men det gør han.

Jeg bliver nødt til at slå tilbage – slå flugtinstinktet tilbage.

De andre år har jeg renoveret et rum, gået amok med et eller andet skørt – i år ved jeg ikke lige hvad jeg skal gå amok med.. 🙂

Kom gerne med ideer.. (Terapi er ikke en mulighed at foreslå – det gør jeg allerede 😉 )

Jeg er så træt af at stå med et flugtinstinkt som slår så hårdt, for det gør at jeg stiller spørgsmålstegn ved alt.

Jeg ser mig sur på alt – og jeg er faktisk normalt en forholdsvis positiv person som prøver at se det positive i verden (Synes jeg selv) men når dette kommer, så ser jeg bare negativt på alt!

Det er til at blive idiot af!

Gad vide om der også er andre derude som har et flugtinstinkt som mit?

Knus en Inge-Lise med flugtinstinkt men som ikke flygter! 😉

 

flugt

Tomheden – Eller manglen på samme?

Vi kender den måske alle sammen – Hvad ved jeg?

Jeg kender den i hvertfald..

Den der fornemmelse af tomhed – Komplet tomhed indvendig.

Og hvor absurd det så end lyder er det ikke fordi jeg er tom, men fordi jeg er så fyldt at det giver mig en følelse af at være tom?

Jeg lå her til morgen og tænkte: “I dag skal jeg have skrevet blog og forsøge at finde hoved og hale i hvad der er op og ned i mit hoved, i mine følelser og med mig selv generelt.”

Da jeg så satte mig til tasterne – var jeg tom.

Indtil det slog mig: Jeg er SÅ fyldt at jeg føler jeg er tom.

Jeg har den rungende fornemmelse af tomhed, så jeg til tider føler at livet suges ud af mig hurtigere, end jeg kan nå at puste livet ind igen.

Jeg føler mig i et mørkt hul, uden stige til at kravle op.

Jeg føler at mit indre på en måde er ved at dø – langsomt.

Mit indre er nogle gange et hul hvor vakuumet står på højeste tryk og bare giver mig ind, og uanset hvor meget jeg trækker i den anden retning, kan jeg ikke undgå at jeg får perioder i dette hul.

Jeg ved godt at det er de psykiske sygdomme som gør at jeg har det sådan – men selvom logikken siger det, og fornuften siger at jeg skal give mig selv tid og lade være med at bebrejde mig selv at jeg befinder mig der, så er det virkelig svært.

Lige i disse dage er det også ekstra svært fordi vi er midt i Emily dagene.

Emily er min datter som jeg mistede for 9 år siden, og selvom tiden går og sorgen ændres en smule, så er mit hjerte fuldstændig revet i stykker.

Jeg savner min datter og ville ønske at jeg kunne få bare nogle minutter mere med hende. Give et kys mere, fortælle hende end gang mere hvor meget jeg elsker hende, og holde hendes lille bitte hånd i min – bare en gang til.

Smerten ved at have mistet et barn er ubeskrivelig og jeg kan slet ikke komme i nærheden af at beskrive det med nogen former for ord, uanset om jeg skriver herfra til den dag jeg dør.

Hvert år hader jeg Januar måned, hvert år gruer jeg for, hvor slemt det bliver, og hvert år bliver sorgen revet fuldstændig op til overfladen.

En del af mig døde da vi mistede Emily – en del jeg aldrig får tilbage.

Havde det ikke været for Tobias, Jamie og Bjarne så har jeg også tit tænkt om jeg ikke bare kunne følge efter.

Jeg ville aldrig gøre det nu hvor jeg har ansvaret for de andre, og jeg ville ikke kunne lade Bjarne stå alene tilbage med den sorg han ville få selv og samtidig den sorg han ville skulle tackle ved ungerne.

Men selvmordstankerne kan jeg ikke sige mig fri for at have.

Kan ikke sige mig fri for at tænke at det er vildt uoverskueligt, ikke engang at være fyldt 30 år endnu, og vide at jeg skal leve med at have et sind som er så ødelagt og som gør så inderligt ondt hver dag – resten er mit liv, så højst sandsynligt er rigtig mange år endnu.

Men jeg tog et ansvar for et andet liv – andre liv – Mine børns.

De skal ikke vokse op uden mor – og derfor smider jeg ikke håndklædet i ringen, selvom jeg til tider har allermest lyst. Men børnene har ikke valgt at blive født og ikke valgt at jeg skulle være syg, og jeg nægter at give dem sådanne et knæk på sjælen for at jeg kan slippe af med smerten.

En god veninde spurgte mig igår: “Bøvler du stadig med de selvmordstanker?”

Og lige i det øjeblik slog det mig, hvor godt jeg skjuler det for omverdenen.

Ikke fordi jeg ikke ønsker folk i mit liv, men fordi jeg beskytter dem.

Ja nogle ville mene at det er noget pjat, at jeg da bare skal sige det – Men jeg er selv opvokset med en mor som truede tit med at køre i havnen og som også tit mistede lysten til at leve, og dette blev der ikke lagt skjul på – derfor ved jeg i mit hjerte hvor ondt det inderligt kan gøre at stå ved siden af og ikke vide hvad man skal stille op m.m.

Jeg ved jo med mig selv at det er sygdommenes grimme fjæs som stikker hovedet frem og som jeg skal lære at tackle.

Så er det nok “nemmere”, at undlade at snakke om det, smide et smil på og forsøge at få det bedste ud af livet.

Nu vil jeg forsøge at indhente noget søvn inden at drengene kommer hjem fra skolen. Uffe Holm (en af hundene) ligger klar her ved siden af mig, klar til at putte og hjælpe mig med anfaldene.

Håber at I alle får en god dag.

Knus Inge-Lise

 

DSC_0025

 

   

Vivar og en stor bøn

Hej alle sammen.

Så blev det tid til at skrive igen – og jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte.

Hovedet er fyldt med alverdens ting og jeg kan ikke finde ud af om jeg skal starte med A eller Å 😉

Der er simpelthen sket så meget i mit liv de sidste mange uger at jeg føler mig sat af i svinget på mange måder.

Dem som kender mig personligt ved at jeg stadig står – og det gør jeg også – men spørgsmålet er om jeg egentlig gør det? Står jeg egentlig op indvendig eller kæmper jeg en kamp for at holde fast i en stige som lige nu holder mig oppe?

Jeg kan ikke engang selv finde ud af det – måske det ikke er meningen jeg skal finde ud af det?

Måske det er meningen at jeg lige nu bare skal befinde mig i et vivar af tanker, følelser og føle at jeg svæver mellem skyerne, både de gode skyer som ligner vat og minder en om et fantastisk maleri, og de skyer som er fyldt med uvejr og som splitter hele verden undervejs på sin rute…

Men jeg er ikke typen som bare acceptere vivar – jeg skal gerne have kontrollen – gerne dykke ned og finde ud af hvorfor det vivar er sådan og hvordan jeg får det under kontrol. Klogt på mange områder – og komplet idiotisk irriterende på andre punkter.

Hvorfor er mit hoved lige nu et vivar? Hvorfor springer jeg fra at være yderst glad til at være komplet ulykkelig og have lyst til at gøre en ende på det hele lige på stedet, i det næste øjeblik?

Ja, jeg ved det godt – Jeg er syg!

Borderline, PTSD, Angst, ængstelig personlighedsændring m.fl.

Men jeg er ikke typen som kigger mig i spejlet og siger at det der er min sygdoms skyld – For jeg styrer mine sygdomme ikke omvendt (sådan foretrækker jeg det i hvertfald – og prøver i hærdigt på det)

Jeg har de sidste par uger klappet døren i hovedet på nogle mennesker som jeg ikke havde forventet at skulle klappe døren til – Men sådan blev det.

Bliver det ændret? Næppe.

Jeg har i dette tilfælde ikke klappet døren grundet kritikken over at jeg formulerede mig forkert på skrift i en kommentar på facebook (hvilket jeg gjorde, men rettede), men pga. at jeg hele tiden skulle forsvare mig, skulle forklare hvorfor jeg er som jeg er, ikke blev accepteret for den JEG er – og fordi jeg ikke ville blive ved med at skulle føle mig forkert og føle at jeg skulle puttes ned i en kasse jeg ikke passede i.

Jeg vil have lov til at være mig – Jeg vil have at min fortid ikke skal gemmes væk fordi den er til skam for andre mennesker. Den der skammer sig mest er nok mig selv – og hvis andre mennesker helt tæt på en, ikke kan acceptere ens fortid, ens smerte så bliver det endnu sværere for en selv at leve med det – endnu sværere for en selv at acceptere det, og acceptere sig selv – og lige når det gælder seksuelle krænkelser så er det virkelig vigtig for ofrene at ens omgangskreds acceptere ens smerte, acceptere det der er sket og anderkender det.

Hvis det folk som er tættest på en først begynder at “svine” ofret til, så er det på tide at vende sig om, og gå sin vej.

Og det er det, jeg har gjort.

Jeg har taget et valg om at passe på mine børns mor – mig selv.

Når man er offer for seksuelle krænkelser uanset om det er fra en fremmede(Som i mit tilfælde), en kæreste (som i mit tilfælde) en stedfar (som i mit tilfælde) eller tættere familie sætter det virkelig smertefulde ar på sjælen.

Jeg kan ikke forklare hvor smertefuldt det er, selvom jeg faktisk normalt er god til at forklare mig.

Det er simpelthen noget som æder en op – og til trods for terapi så gør det stadig ondt, og det vil altid gøre det.

Det vil altid svie, og det vil altid være et sår på min sjæl som er evigt blødende.

Det har ødelagt mig, det har ødelagt mit syn på sex – og det skal der arbejdes på hver dag resten af mit liv.

Jeg var til healing ved en yderst dygtig og behagelig behandler i sidste uge – og hun sagde rigtig mange vigtige ting til mig som virkelig har sat sig fast.

At min kærlighed til mig selv først er ved at blive dannet – at jeg har en kæmpe identitetsaura omkring mig.

Sidstenævnte ramte mig utrolig meget, fordi jeg har levet mit liv med en kæmpe facade på, og smed den faktisk først for alvor da jeg havde været i terapi i et års tid (Cirka 6 år siden) og siden da har jeg været igang med at ligge mit puslespil om hvem JEG er, hvad JEG kan lide, hvad JEG ikke kan lide, hvordan JEG ser på verden uden en kæmpe facade på af det tykkeste panserglas.

Terapien har hjulpet mig utrolig meget og jeg har fundet mine ben i verden, jeg ved hvad jeg står for, og jeg er mig selv.

Selvværdet håber jeg føler efter med tiden.

Jeg er ikke den selvfede type som bare elsker mig selv.

Healeren sagde til mig: “Du skal elske dig selv – Du er god nok til at du godt må elske dig selv.”

Det vigtigste for mig er at jeg kan kigge mig selv i spejlet hver dag og se mig selv i øjnene og vide at jeg har gjort det bedste jeg kan.

Har jeg ikke gjort det, så kæmper jeg en kamp mere.

Mit temperament har altid været stort og jeg kan blive herresur på andre, og endnu mere sur på mig selv hvis jeg laver en fejl – hvilket ikke altid er lige heldigt, for jeg er jo også kun menneske.

Men jeg er perfektionistisk – Jeg går ikke ind til en “opgave” og tænker at det bare skal overståes – Nej det skal laves til det yderste og gerne med glasur på toppen med ekstra pynt på.

Hvilket er rigtig dumt når jeg ikke kan håndterer nogle former for pres, for så knækker jeg sammen psykisk.

Jeg ved det godt – I sidder og tænker: Jamen så skru dine forventninger til dig selv ned!

Ja tak – Det er nemmere sagt end gjort.

Udover at have valgt nogle fra i mit liv, så er vi i Januar måned..

Jeg HADER januar måned.

Næste uge har vi Emily uge.

Det er nu snart 9 år siden jeg mistede min lille pige – 9 år siden jeg afleverede min pige i kapellet, gav hende sidste kram og kys. 9 år siden jeg begravede min datter, begravede en del af min selv.

Og uanset om det er 2 år eller 9 år, så river det mit hjerte i stykker når vi rammer Januar måned.

Jeg hader denne måned – for det river hele sorgen op igen, og jeg bliver tvunget til at mærke sorgen, savnet og frustrationen ekstra meget, og det bryder jeg mig ikke om.

At begrave sit barn er simpelthen det værste man nogensinde kan byde et menneske.

Jeg har sagt den dag jeg dør skal jeg dø med et baseball-bat i hånden for jeg har en regning jeg skal gøre op med gud. (Ja jeg er troende – på trods af det liv jeg har levet!)

Januar er bare træls i år.

Hønsene skal stadig holdes under tag grundet fugleinfluenzaen, og jeg kan se høns hver dag som bare gerne vil ud og det smerter mit hjerte.

Nu skal vi have det kloakarbejde overstået, også skal alle gårde bygges om så de fremover kan overdækkes ved behov.

Dagen i dag har vi tilbragt sammen med Leif og Eva og deres to skønne hunde, Speedy og Gizmo. Samt hilse på min gamle skønne pony hoppe, som har fået nyt hjem ved disse skønne mennesker.

Efter lækre boller, kage og hygge tog vi en lang gå tur rundt om Jels søerne – utrolig flot og fantastisk natur 🙂

_____________________________________________________________

Jeg har i grunden en bøn til jer alle sammen – en STOR bøn direkte fra mit hjerte.

Mens vi, vores børn, vores dyr sidder i varme stuer, har mad, vand osv. er der mange dyr som fryser ihjel, sulter og lever under de mest hjerteskærende forhold.

Jeg er på facebook faldet over en gruppe som hedder “gadens hvalpe”, de hjælper gadehunde i udlandet – de danske hunde herhjemme kommer jo på internat osv. dette er desværre ikke sådan i mange andre lande.

Jeg beder jer om at gå ind og tjekke dem ud, støt hvis I kan. Selv bitte små bidrag gør jeg forskel.

Derudover er der en gruppe der hedder “Hammerslag – Dyrevelfærd”

Der kommer flere forskellige ting til salg hvor alle pengene går til de forskellige organisationer som virkelig har brug for en hjælpende hånd.

Jeg beder jer fra det inderste af mit hjerte – Hvis I har mulighed så giv et bidrag! Alt modtages med kyshånd.

Nu vil jeg have de to skønne møgunger gjort klar til seng og derefter bare nyde roen.

Hav en god aften alle sammen.

Knus og kram Inge-Lise

billede til blog - 7.6

 

Et år er gået – Hvordan kom vi hertil?

Hej alle sammen..

Endnu et år er ved at være gået og jeg er sikker på at der nu på alle blogge kommer de forskellige statusser af året, godt nytårs hilsner osv.

“Desværre” er dette en af dem.. 😛

Jeg fik lyst til i dag at skrive om året der er gået her – fortælle hvordan det hele står til og fortælle hvad planerne er osv.

Nu må vi se hvor langt jeg kommer i indlægget.. Nu putter jeg lige ungerne først – så kan jeg koncentrere mig.. 😉

Så – Ungerne er nu puttet.

Tobias skulle have en ekstra lang mor-krammer.

Altid dejligt når han viser at han stadig har brug for sin mor – selvom han snart runder 11 år, er en stædig, hidsig og meget egenrådig pre-teen.. 😉

2016 er ved at gå på hæld og hvert år bliver jeg simpelthen så emotionel – både fordi det minder mig om at tiden går alt for stærkt, det minder mig om at jeg hvert år stadig lever, stadig er mor og stadig formår at stå på mine ben.

Bliver følsom fordi savnet af Emily kommer op – Januar som er den måned i året jeg hader allermest nærmer sig og jeg frygter den hvert år.

For hvordan bliver det denne gang? Kommer jeg total i kulkælderen og har brug for akut tid i psykiatrien eller går det okay? Det svinger altid – og jeg ved at sorgen altid river mit hjerte i stykker – sorgen viser sit grimme fjæs og der er intet jeg kan gøre ved det.

Uanset hvor meget jeg ønsker, hvor meget jeg beder, hvor meget jeg gør godt i verden får jeg aldrig min datter tilbage i dette liv – og det gør virkelig så ondt.

Smerten ved dette er ubeskrivelig og kun mennesker som har stået i dette ved hvor meget ens hjerte er i stykker.

I dag har vi været på graven – En veninde, Helle, havde lavet det fineste lille mos-hjerte til Emily.

Så det var vi nede med – så derfor sidder alle følelser ude på tøjet lige nu, men det er egentlig ikke noget dårligt, for så får jeg det frem og får det ud.

Hvis jeg skal tænke på 2016 generelt så har det sørme været et meget blandet år.

Jeg har virkelig haft svært ved at rejse mig.

Jeg havde forventet da kommune-sagen var færdig sidste år i november at jeg så ville kunne ligge det og “bare” tage den derfra.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at det ville tage et helt år at komme nogenlunde til kræfter igen efter sagen – og min sag gik endda “nemt”.

Jeg havde aldrig regnet med at jeg virkelig skulle kæmpe så meget i et helt år for at komme på benene igen og finde bare en smule energi til livet – men det har jeg skulle.

Jeg er som skrevet tidligere ikke typen som sidder mig ned og har ondt af mig selv – eller søger at folk skal have ondt af mig – så forstå ikke dette indlæg sådan.

Jeg skriver simpelthen hvordan det har været og ofte fylder det negative mere end det positive – desværre.

Derudover skriver jeg det hele for at kunne gå tilbage og se hvordan det egentlig har været og se om der er udvikling.

Jeg ser ofte ikke min egen udvikling og derfor hjælper det altid at skrive – for så kan jeg læse mig frem til om det er blevet bedre eller om jeg er på vej den forkerte vej.

Derudover har jeg ikke lyst til at glemme noget.. 😉

Det har givet mere ro i år at vide at vi har to indtægter og ikke skulle kæmpe sådan økonomisk som vi har skulle indtil nu, på en indtægt – det har virkelig gjort en forskel.

Bare det at kunne tage ungerne med i biografen uden at skulle tænke på at nu skal man spare de næste 14 dage for at dække det ind – er virkelig en lettelse.

Eller det at man kan slappe lidt mere af når der kommer en ekstra regning.

Det har virkelig taget en byrde af mine skuldre.

Året har virkelig været blandet – jeg har haft den fedeste tur til Tyskland for at hente nogle høns hjem (En ny farve i DK) Ja – Jeg avler høns.

Jeg har fået pip.. 🙂 Det siger vidst lidt sig selv at man har pip når man tager en tur på 1200 km for at hente nogle høns hjem.. 😉

Men det var fantastisk.. 😉

Samtidig er 2016 også året hvor jeg har mistet en veninde som jeg ikke havde troet jeg skulle miste – En som jeg holdt meget af.

Men sådan er det desværre nogle gange – Nogle gange er det bedst at gå hver til sit.

2016 er også året hvor jeg har sagt farvel..

Farvel til min sygeplejerske på DPC (Lokal psykiatrien) – Jeg er overgået til Social Psykiatrien og DPC, kunne ikke få mig længere og derfor blev jeg afsluttet.

Men at sige farvel til Conny var utrolig hårdt.

Jeg har “arbejdet” sammen med hende i knap 6 år hver/hveranden uge.

Hun har grebet mig når jeg har været på randen til ikke at ville være her mere – Hun har pillet min facade ned, hun har hjulpet mig med at finde mig selv – Bygge mig selv op fra bunden – Finde ud af hvem jeg er osv.

Hun har været min klippe, foruden Bjarne, i alle de år.

Og det at skulle sige farvel til hende var lidt ligesom at skulle give mit hjerte væk og få det revet i stykker.

For hold nu fast hvor gjorde det ondt.

Jeg holdt meget af Conny – Utrolig meget af hende.

Hun formåede altid at trykke de rette steder og få min boble til at springe.

Hun havde en utrolig indsigt i mig og jeg havde en utrolig tillid til hende.

Til at starte med hadede jeg hende – Skældte hende ud, og den kvinde har virkelig måtte finde sig i meget fra min side – Men uanset hvor umulig og urimelig jeg var så var hun der, hun greb mig og hjalp mig altid op af stå igen.

Ja, jeg ved godt at det er hendes arbejde osv.

Men for hende var det ikke bare hendes arbejde – Hun havde virkelig hendes hjerte med sig.

At skulle undvære Conny har været ufattelig hårdt og jeg savner hende stadig.

Samtidig med ved jeg godt at jeg ikke kunne fortsætte deroppe, for jeg kan ikke optage en plads deroppe for en som virkelig har brug for det og KAN komme videre – KAN komme længere.

Jeg er afklaret deroppe – Jeg har modtaget det terapi de kan tilbyde – De kan ikke få mig til at få det bedre – Nu handler det om vedligehold.

Og det er så det jeg skal i Social psykiatrien – sammen med Majbritt.

Jeg har kørt med Majbritt nu i to år – jeg kørte et år hvor jeg kørte dobbelt terapi.

Majbritt er også fantastisk – på sin helt egen måde.

Jeg begynder at åbne mig mere og mere – men jeg er ikke typen som bare svinger mit hjerte ud og giver hele mit indre væk – Jeg lukker folk stille og roligt ind – Specielt når det drejer sig om de mest følsomme og ømme ting i mit indre.

Men jeg kan godt lide Majbritt – Jeg glæder mig til at skulle ind hende hver gang og få læsset af – se hvad terapien består af denne gang – og elsker at komme hjem og føle mig bare 1 % lettere.

I året der er gået er der kommet mere udvikling – Jeg kan f.eks. handle uden mit håndsprit de fleste dage – Hvilket for mig er meget stort.

Årets ord må være udvikling.

Både i den ene og i den anden retning.

Heldigvis vågner jeg stadig hver morgen – en ny dag – en ny chance – en dag mere til at nyde de ting jeg har at glædes over.. 🙂

Året 2016 i overskrifter: 

  • Underlig januar måned.
  • Nyt køkken
  • Tobias blevet 10 år
  • Mor flyttet tilbage til DK
  • Sea-west ferie med ungerne.
  • Raceskift ved hønsene
  • Tysklandstur
  • Lang sommerferie med ungerne – Jeg er ikke særlig god til ferierne, jeg savner min ro!
  • Lægeskift
  • Farvel til Conny
  • Komme til kræfter efter kommune sagen.
  • Skole-udfordringer med drengene.
  • Veninder kommet og veninder gået – Priviligeret og svigtet.
  • Holdt julefrokost for første gang
  • Formået at melde fra.
  • Fået lavet Piercinger (Angst, migræne og privat punkt)
  • Fugleinfluenza – BØVL!
  • Meget sygdomme ved hønsene – Snot, bumblefoot og øjenbetændelse.
  • Udvikling i positiv retning med OCD på de gode dage og ved ingen pres.

 

 

Jeg slutter året af sammen med familien ved et fantastisk vennepar af vores, bortset fra Tobias.

Han har ønsket at holde nytår med sin far og selvom jeg kommer til at savne ham, så glæder det mig faktisk rigtig meget at han vælger sin far til, og ønsker at komme derover.

Og det minder mig om at vi har et fantastisk samarbejde og det bare fungere omkring vores dreng – det er lykkedes for mig at have et delebarn uden at han skal stå midt imellem os som jeg altid følte jeg gjorde mellem mor og far.

Vi snakker godt sammen, har et fantastisk samarbejde omkring ham, og jeg kan blive totalt rørt når jeg tænker på at Tobias vokser op med en mor og far som bare samarbejder omkring ham på bedste måde.

Jeg ved at Tobias´far har sine udfordringer og prøver så vidt så muligt at rumme dem, og synes faktisk at det går fantastisk.

En kæmpe del af æren i dette ligger ved Tobias´farmor og farfar som står for at have ham i samværet, for at tage sig af ham – sørge for kontaktet til mig fordi hans far ikke altid har hovedet med sig denne dag, eller hurtigt glemmer hvad vi har snakket om.

Hans farmor og farfar tager en kæmpe del af æren i at dette bare fungerer.

🙂

Julen er nu overstået og jeg sidder i stuen og kigger hen på juletræet – tænker på at jeg er heldig.

Jeg har min familie, jeg lever, jeg trækker vejret og jeg føler og mærker verden helt inde i sjælen.

Akkurat som jeg gerne vil.

Jeg vil føle at jeg lever – Jeg vil ikke leve på autopilot.

Jeg vil ikke leve mit liv på noget jeg ikke kan stå inde for.

Jeg vil have lov til at være mig.

Jeg vil give folk lov til at være dem.

Jeg vil føle, mærke, sanse og virkelig fornemme at jeg er i live.

Jeg vil til foråret dufte til blomsterne og trække vejret så dybt ind at jeg føler at lungerne er ved at springe.

Jeg vil ligge i græsset og lukke øjnene, nyde fornemmelsen af solen som varmer mine kinder, lyden af fuglene, lyden af hønsene som igen kan gå frit i haven, sandbade og lede efter orme.

Jeg vil nyde hvert et hanegal.

Jeg vil nyde når solen står op.

Jeg vil elske med hele mit hjerte.

Jeg vil omfavne mine unger og min mand og have fornemmelsen af aldrig at ville give slip igen.

Jeg vil have vandkamp med ungerne, grine og nyde at se dem fjolle rundt.

Jeg vil nyde at se dem udvikle sig.

Jeg vil nyde min tid med veninder – jeg vil tage mere tid med de veninder jeg sjældent ser.

Jeg vil nyde at se hundene spurte rundt i haven – Nyde at se Uffe grave huller.

Jeg vil nyde at se roserne springe ud en efter en – nyde synet, nyde duften.

Jeg vil nyde mit liv.

Jeg vil elske mit liv.

Jeg vil elske mig selv.

Jeg vil elske de mennesker omkring mig.

Jeg vil fortsætte min udvikling.

 

Mest af alt vil jeg LEVE! <3

 

Godt nytår alle sammen.

Pas nu godt på hinanden derude – og nyd hvert et minut.

Hvert et minut tæller – hvert et øjeblik tæller, uanset om det er et godt eller dårligt et af slagsen.

Jeg håber inderligt at I alle sammen kommer godt ind i det – Jeg er sikker på at jeg kommer godt ind i det – Jeg bliver omgivet af nogle af de mennesker i mit liv som jeg elsker allermest.

Kæmpe Knus fra Inge-Lise

 

15590682_417082805349392_7484604667721650903_o

 

Psykisk syg i Danmark?!

“When life is sweet, say: Thank you and celebrate. When life is bitter say: Thank you, and grow.”

 

 

Kære blog-læsere.

 

Nævnte citat er nemmere sagt end gjort – men meningen er der, og vi burde som mennesker tage det ind og blive bedre til det. Men hold nu fast hvor er det svært at se når man står i en svær periode, at man faktisk vokser af den og i sidste ende bliver stærkere.

Når man føler at hele korthuset vælter, så er det i hvertfald ikke lige der jeg står og tænker: “Hvor er det fedt, for jeg bliver stærkere af det her!”

Nej, jeg står nærmere sådan her: “Fuck det her – Nu opgiver jeg kraftedeme snart. Jeg orker simpelthen ikke mere!”

Vi kommer som mennesker altid igennem perioder hvor man føler at der er mere modgang som medgang og hvor man bare tænker at man virkelig aldrig kommer op af det hul igen. Uanset om det så er en dag eller flere måneder man har det sådan – sker det for alle mennesker.

Personligt grundet diagnoserne har jeg mange af de perioder hvor jeg synes at det hele er sort og hvor jeg kan have svært ved at se lyset i noget som helst.

Og når folk så siger: “Jamen alle har deres dårlige perioder!”

Så får jeg bogstaveligt talt lyst til at sparke dem så hårdt i røven at de flyver til månen og kommer til at bo deroppe, indtil de får bygget et luftskib til at komme tilbage – så har de nemlig tid til at tænke over den sætning.

For lige i det at jeg står i det, jeg føler er lort til halsen er jeg faktisk pænt ligeglad med om alle har deres dårlige perioder – Det kan jeg ikke lige der bruge til en skid! Jeg ved jo godt at alle har deres perioder!

Lige der har jeg måske bare brug for et kram og en bedre sætning som:

“Det skal nok vende!”

“Det skal nok gå!”

Når folk siger den der med at alle jo hare deres dårlige perioder, kan det godt føles som om at det bliver nedgjort at man har det skidt – og når man som mig, har svært ved at acceptere at man er syg i forvejen – så gør det, det bare endnu sværere når folk kommer med den sætning.

Jeg har mange psykiske diagnoser – og jeg lever med dem på både godt og ondt.

Psykisk sygdom er et tabu – desværre – i dagens Danmark.

Folk med depressioner får at vide at de bare skal tage sig sammen, ud og få noget luft og komme igen.

Folk med stress får at vide om de ikke bare skal holde et par dage fri, også går det nok over!

Folk med angst får at vide at de bare skal lade være med at tænke på det og gøre tingene alligevel!

Folk med personlighedsforstyrrelser, tror folk med det samme er hamrende sindssyge!

 

Jeg har hørt dem alle – både ved mig selv, og ved andre.

Uanset om det er på egen krop eller om det er ved andre, så gør det ondt hver eneste gang!

For at være psykisk syg er ikke bare at tage sig sammen, gå en tur i skoven eller finde en eller anden hokus pokus løsning.

At være psykisk syg er faktisk et helvede at leve i – og specielt med de fordomme og krav verden har i dag!

F.eks. min angst – jeg har ignoreret mit angst i afsindig mange år, hvilket så har betydet at min krop så til sidst valgte at ligge mig totalt i jorden for at få mig til at reagere – det vil sige at når jeg får angst anfald kan de være så kraftige at jeg bogstavelig talt ligger nede på jorden og kravler rundt, kan ikke trække vejret, smerter i hele kroppen og seriøst tror at nu er minutterne ved at være talte.

Min krop er gået i det som hedder stationær angst tilstand – så jeg får anfald konstant og hele tiden nu, fordi det er blevet kronisk og kroppen ikke kan komme ud af den tilstand igen.

Jeg får derfor anfald uden at der egentlig ligger noget til grunde for de anfald.

Så når folk siger: “Jamen hvis du har angst anfald – så skal du bare gøre det du er bange for alligevel, så går det over!”

Så får jeg lyst til at sparke folk i nosserne og sige: “Sæt dig lige ind i sagerne inden at du udtaler dig om noget du ikke har forstand på!”

Angst er meget mere som bare ikke at turde træde på striberne på fortovet, eller ikke turde trykke på knappen i elevatoren – Angst spænder meget bredt og man ikke kan bare sige at folk bare skal springe ud i det alligevel, for jeg har blandt andet på egen krop oplevet hvordan det kan blive hvis jeg gør det.

Jeg har været så stædig at jeg ville træde på en kloak-brønd som jeg er komplet panisk for at gøre – bare fordi at hvis det nu gik væk!

Det resulterede i at jeg i en hel uge intet kunne andet end at ligge under kugledynen, ryste over hele kroppen og have anfald konstant.

Pga. en sølle kloak-brønd.

Fornuften ved det udmærket godt – men angsten er ikke rationel. Angsten er ikke altid til at føle på.

Sidst men ikke mindst er angsten ikke altid ligetil.

Så kære medmennesker, når I møder en som har det skidt, så overvej jeres ord.

Det kan være en særlig sensitiv person som mig I møder, hvor ordene betyder utrolig meget og hvor ordene ofte rammer meget hårdt.

Det kan være en psykisk syg person som mig I møder, hvor ordene måske bliver ved med at rumstere og hvor man ikke kan få det placeret indvendig og hvor ordene kan få en til at gå helt i knæ.

Og til alle jer som har det ligesom mig til tider:

Jeg sender jer et gigantisk kram – og I skal vide at I ikke alene om kampen.

Tunnellys:

Kig ikke til siderne: der er kun mørke, klamme våde vægge og lukkede døre.

Kig ikke bagud: Du skal alligevel ikke den vej, og der er kun mørke.

Gå fremad – der er altid lys til enden af tunnellen – uanset hvor lang den så end er, så venter lyset forude.

Så der er kun en vej – Fremad.

Husk at mærke efter – Følg jeres hjerte og jeres mavefornemmelse, den får jer rigtig langt.

Har I hjertet med? Har I jer selv med i det I laver?

Føles det rigtigt? Hvis ikke, så find en anden vej.

Sidst men ikke mindst ønsker jeg jer alle sammen en fantastisk weekend – Vi har lige været på stranden og bade, måske for sidste gang i år for børnene – hvem ved?

Jeg overvejer at blive ved med at bade vinteren igennem. 😉

Knus Inge-Lise

firkløver

 

   

Danmark i forfald?!

Er Danmark ved at gå i forfald?! 

Kære læser.

Dette er normalt et emne man skal meget varsom med at tage op – alligevel vover jeg pelsen!

Jeg er en af de danskere som ofte sidder bag skærmen, ryster på hovedet, bliver vred, frustreret og ked af det over det Danmark som der er i dag.

Er vi ved at køre Danmark i sænk – på alle mulige underlige måder?

Udlændinge debatten har kørt rigtig meget de sidste halvandet år – og der har også været mening med det.

Men er den blevet blæst højere op end det egentlig er virkeligheden?

Er virkeligheden virkelig blevet sådan at vi skal passe på med at gå i byen? Passe på med hvor vi har vores børn, vores pung, hvor vi parkerer vores bil?

Jeg ville utrolig gerne tage mine lyserøde briller på og bare sige at der er fred i hele verden, og alle kan med alle – og det hele er fred og amen! Men jeg har heller ikke lyst til at snyde mig selv.

Medierne har lige spået at der ikke er langt tid til at der bliver udskrevet valg – men jeg er i syv sind.

Sidste gang vidste jeg lige præcis hvor jeg skulle sætte mit kryds – Denne gang har jeg mest af alt lyst til at tørre røv med den seddel for så at putte den i kassen. (Bare rolig – kære optæller i min kreds, jeg gør det ikke!)

Men jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stemme denne gang.

Der er kommet et nyt parti – med meget markante holdninger, og jeg kunne godt frygte/håbe (Alt efter hvordan man vender den) at mange danskere kun kigger med skyklapper på når de går ind og stemmer og derfor sætter deres kryds der – uden egentlig at sætte sig ind i hvad de stemmer på.

Alle partier har deres fordele – deres ting man godt kan lide, men også ting jeg ikke kan lide.

Så det handler i virkeligheden ikke om at stemme på, hvem man bedst kan lide – eller hvilket parti der har 100% de holdninger man selv har – men derimod at finde det parti som matcher mest muligt – og derefter vurderer om de har nogle ting som går fuldstændig i strid med ens egne værdier.

F.eks hvis du matcher mest med Dansk Folkeparti i en test – men det er komplet imod dine værdier at lukke grænser og prøve at begrænse flygtninge strømmen – så er det nok ikke der du skal sætte din stemme.. 😉

Men jeg synes at det er en jungle – Uanset hvem vi har siddende på de forskellige poster – synes jeg at Danmark kører længere og længere ned mod afgrunden.

De ældre kan ikke få ordentlig hjælp.

Skolerne bliver dårligere.

De studerende får dårlige vilkår, hvilket gør at mange ikke længere har lyst til at læse, men bare hopper ud i arbejde, og dermed kommer til at forblive ufaglært resten af livet – Det frygter jeg er den tendens som bliver forstærket hvis studerende skal til at sætte sig yderligere i gæld for at kunne klare sig igennem.

Udlændinge skal integreres den ene dag – siger den ene, og ikke intregeres den anden dag, siger den anden politiker.

Vi skal gå på kompromis med vores værdier herhjemme – de danske værdier – er beskeden.

Vi stejler straks – fuldt ud forståeligt.

Medierne får alle danskerne til at se negativt på mange ting – alle de positive ting vinder man ikke penge på.

Men hvor mange udlændinge skal vi have ind? Hvor går grænsen? Hvad med boliger? Kriminalitet? m.m.

Uanset hvilke politikere vi sætter ind, så bliver der skåret de forkerte steder – nogle skærer mere åbentlyst, hvor andre går ind og gemmer sig bag afgifter og andet som vi andre lige skal gennemskue først.

Naturen lider under mennesket – og bliver der gjort noget? Ja de prøver – men sker der reelt set noget?

Ja der har været snak om kystlinier, og der har været stor debat om hvorvidt man må bygge længere ud – det er sørme også at passe på naturen 🙁

Engang var Danmark et land som var kendt for smil, sol og god natur.

Hvad er vi kendt for i dag: Sure emsige mennesker, sol og natur som forsvinder stille og rolig, et land hvor man ikke længere kan medbringe sine hunde – pga. hundeloven. Et land hvor kriminaliteten er streng og hvor der er fokus på en masse negativt hele tiden – Danmark er kendt for et land med en sur smiley hvis man spørger mange i udlandet. (Jeg har spurgt!)

Hvor er vi henne?

Hvor er vores moral blevet af?

Hvor er den sunde fornuft henne?

Hvornår hoppede folk over og kun tænkte på penge?

Hvor hoppede kæden af?

Hvor blev medmenneskeligheden af?

Gud hvor ville jeg ønske at nogle lige ville stoppe op, tage et godt kig indad, og sige:

“Måske jeg lige skulle prøve at mærke efter om jeg er på rette vej!”

Jeg frygter fremtiden – Både for mig, mine børn og alle jer andre derude.

Jeg frygter virkelig at se hvordan Danmark ser ud om ti år.

Jeg frygter hvad mine børn kommer til at skulle kæmpe med når de er voksne.

Jeg frygter for Danmark.

Er jeg alene? – Jeg tvivler.

//Inge-Lise

Den der facade…!

Vi ejer den alle sammen – nogle bruger den mere end andre, andre er mestre i at holde den på og aldrig lade den falde, andre kan ikke holde den oppe særlig længe, men ville fandens gerne! 

Ja nemlig – Den der forpulede facade som vi alle sammen ejer.

Uanset hvor meget vi gerne vil sige at den ejer vi overhovedet ikke, så har vi alle sammen en – Spørgsmålet er nærmere hvor meget vi bruger den, og hvor tyk vores facade er?

Tør du smide din facade?

Jeg er herre bange for at smide min lige for tiden – jeg indrømmer det gerne.

Jeg har altid været mestre i min facade – jeg har altid kunne holde den oppe, og ingen kunne pille den af mig! Indtil jeg kom i behandling på lokalpsykiatrien og virkelig skulle i terapi da hele min verden faldt sammen og jeg intet kunne mere.

Så måtte jeg stille og rolig smide facaden for at kunne få den hjælp som var nødvendigt.

Men føj hvor har den gjort pisse ondt i mange år – det har været pisse hårdt og jeg har knoklet min røv i laser for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg er stolt af mig selv – stolt af at jeg er kommet dertil hvor jeg er nu.

Jeg kender mig selv og kan sætte grænser, jeg kender mine begrænser og er blevet bedre til at mærke efter hvad det reelt set er at jeg har behov for, hvilket vi faktisk alle sammen burde blive bedre til.

Vi lever i en verden hvor alle slår hinanden i hovedet konstant, hvor ros er en by i Rusland, og hvor det er nemmere at tvære folk i jorden som det er at hjælpe folk op.

Og hvorfor egentlig?

Fordi det er nemmere at reflektere sin egen elendige følelser over på andre mennesker?

Fordi vi er for dovne til at hjælpe andre mennesker?

Fordi vi kun bekymrer os om os selv og vores egen lille boble af en verden?

Fordi det er et tabu at hjælpe dem som er svagere end sig selv?

Fordi folk tror at man falder i status ved at række hånden ud?

Jeg ved det ikke – jeg har ikke manualen.

Jeg kan bare se tendensen til at folk er blevet dårligere og dårligere igennem årene til at hjælpe hinanden.

“Vi har rigeligt i vores eget da – hvordan skulle vi da så kunne hjælpe den hjemløse mand der?”

Svaret er:

Det tager to minutter af din tid!

Snak med ham – spørg om han har det godt!

Køb en bolle når du er inde og handle og stik ham undervejs ud til bilen.

Eller stik ham den 10ér du har i din vogn.

Det er virkelig små ting som skal til i vores verden for at lave en forskel.

Prøv at tænk på hvor flovt de hjemløse har synes det var de første mange gange – og stadig synes – at skulle sidde og tigge og bare 2 kr. foran den lokale brugs!

Det kræver squ virkelig at man kan smide sin facade – eller nok nærmere holde den hoppe for ikke at bryde komplet sammen midt i det hele?

Jeg er igennem terapien blevet bedre til at se verden omkring mig – blevet bedre til at nyde naturen og de gode dage – for de skal nydes i mit tilfælde 😉

Uanset hvor dårlig en dag jeg har mig, så tager jeg mig altid tid til f.eks. de hjemløse.

Men vi har jo alle sammen en facade – nogle tykkere end andres.

Jeg var tidligere mester i en tyk facade som bare viste overskud når jeg var sammen med andre, jeg havde altid et smil på, altid højrøstet og midtpunkt.

Fuldstændig modsat hvordan jeg faktisk er – for jeg hader opmærksomhed, når det kommer til stykket.

og overskud? – Det er i mit tilfælde færre dage hvor det er i plus, som det er i minus.

Da jeg gik på lokalpsykiatrien ved min behandler Conni, kunne jeg ikke holde facaden oppe, hun spottede den afsindig hurtigt og fik den pillet af mig nærmest så snart jeg trådte ind af døren, så det kunne ikke engang betale sig at prøve.

Men det tog også sin tid før vi kom dertil.

Jeg var ved Conni i 5½ år.

Nu er jeg blevet afsluttet her i foråret – og jeg kan godt mærke at der ikke er nogle til at pille facaden ned, og holde mig fast på jorden som der var tidligere.

Jeg ved godt at jeg har alle redskaber selv, og selv skal bruge dem, men føj hvor er det faktisk svært.

Jeg er kommet over til socialpsykiatrien – det har jeg været i 1½ år, så har kørt dobbelt terapi i den tid, for at kunne etablere et godt forhold til min nye kontaktperson.

Det første år, brugte mig og Majbritt på at køre sagen mod kommunen for at få den i hus.

Da det så var overstået kunne vi så koncentrerer os om terapi også overgik jeg kun til hende.

Jeg har tiltro til hende, men ikke på samme måde som til Conni, og det bliver heller ikke det samme fordi de er to forskellige og jeg er på to forskellige stadier i livet.

Men jeg kan godt mærke at jeg er undervejs i den forkerte retning – og jeg skal virkelig kæmpe for at holde mig på rette vej – ment på den måde at jeg skal kæmpe for ikke at lukke ned for mine følelser og bare køre derudad som en tromle.

Jeg skal kæmpe for at beholde facaden af og være mig selv.

Skal kæmpe med at sætte ord på.

Så det er måske på tide at bruge bloggen igen – og det at jeg ikke har brugt den er bare endnu et bevis på at jeg er på vej i den forkerte retning, fordi jeg bruger den til at få sat ting på plads og få sat ord på.

Lige nu er facaden klæbet fast på mit fjæs med kontaktlim kan jeg sige jer – Ungerne har haft ferie i snart 6 uger, og når jeg ikke får min ro hver dag som jeg har brug for, for at kunne holde sygdommene i skak – så er jeg komplet stillet på hovedet.

Så det er jeg lige nu.

Derudover så har Bjarne – min mand – nu haft ferie i 2 uger!

Det gør det bestemt ikke bedre.

Jeg elsker min familie – elsker min mand og ungerne overalt på jorden.

Men samtidig så har jeg brug for rigtig meget tid for MIG SELV – hvor jeg KUN er mig! Ingen andre MENNESKER!

Jeg er ikke god til mennesker – Så det at være omgivet konstant af mennesker i 6 uger er ved at være der hvor jeg minder om en håndgranat uden sikring på.

Så lige nu tør jeg ikke pille facaden af – for så falder jeg komplet fra hinanden.

Det at være mor, samtidig med at have de sygdomme som jeg har synes jeg er et helvede.

Jeg kan noglegange godt føle at det er en skrue uden ende og at jeg er verden største fiasko af en mor – indtil jeg kigger på børnene om aftenen når de sover, og alligevel tænker:

“Ja, de har en syg mor, men hold kæft hvor er de blevet nogle gode unger alligevel!”

Når den store kommer med en kommentar som:

“Mor, kan vi ikke putte på sofaen med dyner, film og stearinlys og bare slappe af i dag?”

“Mor, vil du ikke spille et spil?”

Så ved jeg squ at jeg alligevel gør noget godt for mine børn alligevel.

Når den lille kommer og siger:

“Ej mor, du er altså vildt skrap når jeg ikke må det der!” (Yes – jeg er syg, manglende overskud osv. men jeg formår stadig at sætte grænser for mine børn!)

“Mor – Jeg elsker dig højst!”

Eller når vi har dem med nogle steder og de siger pænt Ja tak, nej tak og tak for mad, og hilser pænt på folk.

Det er guld værd at jeg kan se at selvom jeg nogle gange føler at jeg står og slår hovedet i muren med de to banditter at jeg kan se at de alligevel er nogle velopdragne unger – selvom de elsker at sige: Fuck, pis og jeg skal skide! 😛

Jeg opdrager dem til at være sig selv – men det er nogle gange svært i denne verden synes jeg. Jeg kan godt frygte sådan som verden udvikler sig at jeg sender to børn ud i verden som får gevaldige ar på sjælen senere hen og som kommer til at opleve ting som er så frygtelige at man ikke kan forestille sig det.

Derudover er verden i dag – ikke særlig god til at rumme folk som ikke passer ind i mængden, hvis man er anderledes så er det nogle gange helt galt.

Se f.eks på de folk som i dag vælger at bygge deres huse af halm og jord – Ja de findes faktisk stadig i DK!

Folk griner af dem, de kaldes hippier, og bliver udstillet som åndsvage mennesker – Men hvorfor?

Folk som f.eks køber økologisk kaldes for fanatiske!

Folk som ikke får børn kaldes for egoistiske.

Folk som får børn tidligt kaldes for umodne og bliver automatisk stemplet som dårlige forældre.

Folk som får børn sent kaldes for egocenterede og bliver automatisk stemplet som gammeldags, og deres børn bliver automatisk stemplet som bedrevidende små gammeldags enebørn som mangler opdragelse fordi forældrene enten er for gamle til at opdrage eller har læst alt pædagogisk materiale der findes i frygt for at fejle.

Jesus!

Hvorfor er det vi som mennesker har så skide travlt med at dømme andre?

Hvorfor har mennesker brug for at sætte labels på alle andre?

Jeg giver en stor fuck-finger til det!

Hvis du er/har:

Tynd eller tyk.

Høj eller lav.

Langt hår, kort hår eller skaldet.

Brune, grønne eller blå øjne.

Bor i lejlighed, andelsbolig, hus, eller bor på gaden.

Hvis du gik i bad i dag eller for 14 dage siden.

Hvis du er hippie, øko-freak, konventionel-freak.

Uanset hvad fanden du er – så er du god nok!

Uanset hvad du er, så vær dig selv.

“Be vourself – everybody else is already taken!”

Med det ordsprog og et løfte om at jeg vil prøve selv at komme lidt på rette køl igen så vil jeg slutte dette indlæg og ønske jer alle sammen en fortsat god dag og en god sommer.

Knus Inge-Lise <3

IMG_9386

At bibeholde lysten til livet!

“Du har alt at leve for – hvorfor har du så ikke lyst?” 

Dette spørgsmål bliver jeg stillet – og stiller mig selv temmelig ofte.

Jeg er mor til nogle fantastiske unger.

Kone til verdens dejligste mand.

Bor i et dejligt hus.

Har nogle fantastiske dyr.

Men hvorfor er det så at lysten til livet forsvinder i perioder?

Fordi jeg er syg!

Jeg er psykisk syg og selvom man ikke kan se det, kæmper jeg en kamp.

Kæmper en kamp for at bibeholde lysten til at leve, selvom jeg har de dejlige ting i mit liv.

Og hvorfor?

Fordi sygdommene er så svære at leve med til tider, at det hele kan føles komplet håbløst.

Det hele kan føles som om at jeg er ved at sprænges.

Og hvis jeg tænker på at jeg skal leve med dette resten af mit liv, så er jeg virkelig ved at give op. At leve i dette helvede dag ud og dag ind, kan ikke beskrives med ord.

Jeg tager ikke mit eget liv – bare rolig.

Men tanker er der – i rigelige mængder.

Og at sige at jeg bare har det rosenrødt ville være den største løgn.

Foråret er her nu, og det hjælper på det, det er den årstid jeg har det bedst på – men i år ligger der lige nu en skygge hen over det.

Jeg er blevet afsluttet på lokal psykiatrien – fordi de ikke kan gøre mere.

Jeg kan ikke få det bedre som jeg har det nu, også skal jeg ikke være der længere.

Så efter 5 år i terapi med en fantastisk kontaktperson, som blev en nær kontakt i mit liv – er det kapitel nu slut.

Det sidste år har jeg “kørt” dobbelt terapi for at overgå til social psykiatrien, nu hvor vi vidste at jeg skulle afsluttes ved lokal-psykiatrien.

Selvom jeg vidste at det var den vej det gik, så tog/tager det alligevel hårdt på mig.

Jeg er vanemenneske, og mister jeg min struktur så føler jeg virkelig at jeg er ude at skide.

Lige nu er noget af mit sikkerhedsnet ligesom væk, og selvom jeg godt ved at det er det rigtige, og at jeg ikke kan komme længere sygdomsmæssigt, så er jeg stadig knust.

For jeg føler et eller andet sted at jeg aldrig bliver færdig med min kontaktperson deroppe, hun er en af de første mennesker som jeg har kunne åbne mig for, og det er takket være hende at jeg sidder hvor jeg gør i dag – det er takket være hende at jeg er kommet så langt.

Så at miste hende gør ondt helt inde i sjælen.

Jeg ved godt at hun stadig er på sin plads, og jeg kan stikke hovedet forbi og sige hej, men det er slet ikke det samme.

Nu skal jeg klare mig uden hende – dog med alle de redskaber som jeg har fået deroppe fra, og det skræmmer mig fra vid og sans.

Jeg har Majbritt i social-psykiatrien, som jeg også er utrolig glad ved, men det er ikke det samme – men vi har selvfølgelig heller ikke “arbejdet” sammen i 5 år, og Majbritt bliver aldrig Conni.

Det er først ved at gå op for mig nu er jeg er færdig ved Conni – og jeg tror at det er derfor jeg lige nu slås med de styggeste tanker.

Men uanset hvad, så kommer disse tanker med jævne mellemrum – jeg kender det jo, har jo altid haft det sådan.

Indlægget er ikke et råb om hjælp – tro ikke det! Jeg er ikke “hav-ondt-af-mig” typen.

Jeg skriver indlægget for at komme af med det, og fordi at det er et tabu-emne i dag at have det sådan og derfor løfter jeg sløret. 🙂

Det kan godt virke uoverskueligt når man, som jeg, bøvler med så mange diagnoser og har det så skidt i perioder eller hele tiden – at overskue at skulle leve hele livet sådan.

Så jeg tror at derfor dukker tankerne op, fordi man virkelig har så ondt i hele sjælen at man nærmest ikke kan holde tanken ud om at skulle leve bare en time mere.

Når man ikke kan de ting kan reelt set gerne vil – når man føler at hele verden vælter sammen, og man ikke kan noget som helst.

Når man i perioder ikke kan andet end at ligge på sofaen, og føler sig som verdens mest elendige mor, når ens børn hver dag kommer hjem og ser at nu ligger mor på sofaen igen igen.

Eller når opvasken stadig står fra morgenmaden og man har passeret aftensmaden – fordi man ikke har orket/magtet at putte det i opvaskeren – også selvom den er tømt og klar til at putte i.

Når man virkelig mærker at sygdommen begrænser en i det liv man egentlig gerne vil leve, og ikke mindst når man kan se at ens sygdom påvirker andre mennesker – i mit tilfælde mine børn og min mand – så er det virkelig at det bliver ekstra svært.

For mit vedkommende kunne jeg ikke tage mit eget liv – jeg har børn og mand at stå op til, og jeg efterlader dem ikke.

Men på de sværeste dage kører tankerne fuldstændig helt af sig selv:

Hvad skal jeg skrive i afskedsbrevet til Bjarne?

Skal jeg planlægge begravelsen inden, så Bjarne ikke skal stå for det?

Skulle jeg ikke skrive breve til børnene som de skal få udleveret igennem hele livet? 10.kl? Gymnasiet, eller afslutning på uddannelse? Flytte hjemmefra? Bryllup? Blive far? Evt. blive skilt? m.m.

Skulle jeg ikke rydde op i alle mine ting så de ikke skal bøvle med alt det lort bagefter?

Hvad med hønsene, hvem skal overtage dem? Det skal jeg sørge for at skrive ned.

Husk at skrive seddel på at Bjarne må skrive hundene over i hans navn.

Husk for guds skyld at skrive ned at Tobias skal blive ved Bjarne.

Sørg for at banken får taget mit navn af kontoen, så den ikke bliver lukket når jeg dør, som der skete ved naboen – Bjarne skal ikke stå uden penge!

Sørg for at huset er rengjort.

Osv.

Det er det som kaldes tankemylder, og jeg kan simpelthen ikke stoppe det på de dage.

De dage er jeg bare træt, vrøvlet og har brug for komplet ro for at kunne bearbejde og komme ovenpå igen – det er de dage hvor jeg bare føler at jeg er mere til overs som til gavn for hele familien – selvom jeg ved at jeg har en forstående mand. Når børnene kommer hjem fra skole, knokler jeg mig igennem så godt jeg kan – nogle gange lykkedes det bedre end andre.

Så er det man kan spørge?

Hvordan finder du så lysten til at leve?

Svaret er simpelt!

Min familie.

Men det er desværre ikke altid nok – så nogle gange lever jeg bare videre uden lysten og tager en dag af gangen. Nogle gange kører den bare på robot-Inge-Lise!

Derudover gælder det for mit vedkommende om at se de små bitte glæder i livet – Se hundene fjolle – se hønsene nyde solen (Høns er en fantastisk terapi!)

Naturen er et fantastisk sted for mig, og jeg elsker når foråret kommer og træer og blomster begynder at blomstre.

Jeg bruger det som jeg kalder sugemalle-teknikken.

Finder på de dårlige dage 5 positive ting ved livet.

De fem ting suger jeg ALT det positive ud af.

Det kan f.eks være at stæren lige nu har unger i vores redekasse udenfor i haven.

Eller at Tobias tog tøj på i morges uden bøvl.

Eller at Uffe hygger med mig på sofaen.

Det kan være en gråspurv som sidder i hækken.

Det kan være en flot solopgang.

Alting i livet tæller.

For mig gælder alle de små ting – Det er de små ting i livet som jeg lever højt på, de små ting som kan holde mig kørende i dagligdagen.

Selvmordstanker er ikke sjove – de er desværre en del af min hverdag, mine diagnoser og min sygdom. De er en del af mig – en del jeg gerne ville være foruden men ikke bliver.

Derfor vælger jeg at leve med dem på bedste vis.

Mine børn skal ikke vokse op uden en mor, og min mand skal ikke stå tilbage med en sorg og alene med to børn – basta.

Til jer derude som også har tankerne – Kæmp, livet er det værd, også selvom det hele er sort! Sort kan også blive lyst med de rigtige lygter.

Til jer derude som kender nogen som har disse tanker: Hjælp dem, kram dem og lyt! Nogle gange er det et råb som hjælp – andre gange er det bare tanker hvor livet bliver for meget – uanset hvilket det er, skal det tages alvorligt. Vær der for dem, spørg om der er noget du/I kan gøre, aflast dem hvis det er muligt (hvis vedkommende har brug for ro), og hvis I er bange for at personen er selvmordstruet så skaf hjælp – tøv ikke!

Jeg har valgt at have mand og børn – ergo har jeg et ansvar.

Det ansvar tager jeg, og derfor bliver selvmord aldrig nogensinde en løsning.

Derudover skal sygdommen ikke styre mig – jeg skal styre den.

billede til blog - 7.6

Hav en god aften alle sammen – og til alle mødre, hav en god mors dag i morgen.

Knus Inge-Lise

 

 

   

Udfordringen ved at shoppe sko med en pre-teen!

Jeg har været på sko-shopping i dag! 

Desværre ikke efter sko til mig selv – Men efter sko til børnene.

Begge børn blev hentet fra skole, og afgang til tyskland.

Den mindste af drengene er ikke særlig vanskelig – han ved godt hvad han kan lide, men han acceptere også hvis jeg siger at han ikke får de sko fordi de sidder af helvedes til på hans fødder.

Begge mine drenge er de uheldige ejere af platfødder – De vælter begge to ind på fødderne, og kan derfor ikke bare hoppe i hvilke som helst sko.

Dette har de desværre arvet fra mig.

Men anyways – startede med forårssko til den mindste (Jamie) og det tog mindre end 10 minutter at finde sko til ham – tror faktisk kun det tog fem minutter hvis jeg skal være ærlig!

MEN så skulle jeg igang med den store – Tobias på næsten 10 år (14 dage til han bliver ti – hvor fanden blev den tid af?)

Han er udemærket godt klar over hvad han kan lide og ikke kan lide, og han ejer et temperament uden lige – dog er mine børn godt opdraget på det punkt, og jeg nægter at have børn som skaber sig i butikker!

Men han var SUR! Som i virkelig sur, og den fik ikke for lidt i de verbale udtryk, dog ikke højlydt eller noget – men han lagde bestemt ikke skjul på at han ikke kunne lide de sko som blev foreslået.

Han ville have converse lignende sko.

Jeg kan godt forstå ham – de er vildt moderne, og mange andre har dem – men de støtter bare ikke for fem potter pis på hans fødder, så svaret fra den stride mor var et rungende NEJ!

Han synes i hvertfald i dag at jeg var PISSE træls, for at sige det mildt!

Velkommen i rækken med pre-teen børn tænkte jeg mens jeg sad på gulvet og viste ham sko nummer 45!

“Den der nægter jeg bare at tage på!”

“Jamen du har slet ikke noget valg – Prøv den så!”

“#¤&¤%/¤%&/#¤%/”

Til sidst endte det simpelthen med at jeg fandt et par Ecco sko, og Ecco har altid formået at lave de mest lækre sko, som bare sidder på hans fødder!

Og det var de eneste Ecco sko de havde.

På med dem!

De sidder perfekt!

Det bliver dem – færdig!

“Jamen jeg kan ikke lide dem!”

“Nej, men du kan godt lide dine knæ, og at spille fodbold, og jeg har ikke tænkt mig at ødelægge dine knæ og andre led, fordi du får forkert fodtøj på – bare fordi du ikke kan lide farven!”

Bum!

Tobias affandt sig dog med det!

Selvom jeg ikke bryder mig om at tvinge ham i nogle sko han ikke bryder sig om, har jeg ikke mange andre valg! Alle de “fede” sko som han gerne vil have på – Converse og lign., sidder bare af helvedes til, og jeg ved godt at hvis hans benstilling ikke sidder rigtigt så går det direkte op i knæ, hofter og ryg – og jeg vil ikke stå om 20 år og sige:

“Ja du har ondt i hele kroppen – men du fik da de fede sko!”

Så vil jeg hellere være den skrappe mor – selvom jeg med hjertet godt kan følge min dreng.

Og det ved hans også, for det tog vi selvfølgelig en snak om undervejs. 😉

Efter forårssko, stod den på fodboldssko – JESUS CHRIST!

Jamie var som han var tidligere nem – han ville bare have et par, også måtte de gerne være med farver på – han er nem (Endnu!)

Men Tobias kom med to par – “Jeg har de her to muligheder, det er kun de her jeg kan lide!”

Okay så – det sad så af BRAS!

På den igen!

Det lykkedes dog efter yderligere 10 minutter med sko-prøvning. 🙂

Så finde nogle klip-klapper (Lignende) til begge drenge – Det gik heldigvis dejlig nemt, og nu slipper jeg for at de stjæler mine – Ulempen ved at have små fødder og efterhånden store børn!

Jeg forelskede mig i nogle sko dernede til mig selv – to par faktisk.

Den ene havde de heldigvis ikke i min størrelse – ellers havde jeg nok taget den med hjem.

Og den anden var jeg for nærig til.. 😛

Så det blev kun til ungerne – Men jeg blev så også 1500 kr. fattigere. 🙂

Dog har jeg siddet på nettet i dag og kigget sko, og fandt de lækreste sko på www.boozt.com

De har stort udsalg lige nu, og jeg var lige inde og smugkigge – og pyha jeg blev forelsket mange gange – prøv lige at se de her:

ckg5634505980_blackcomb gar0960_flower_novariants send6875s2401_midnightconfet ss820c6_black

Nå – jeg må shoppe sko til mig selv en anden dag – ved ikke hvad fanden der sker for mig og de sko lige pt. men jeg har lige pt. fået en kærlighed for sko! 🙂 Smiler.

Nå nu vil jeg putte nogle trætte unger i seng og nyde min aften med manden min – han blev forkælet med lidt af hans yndlingsslik i dag – små ting i hverdagen holder et parforhold kørende. 🙂

Husk dagens gode gerning.

Knus Inge-Lise

Velkommen tilbage til facebook!

Jaaah – Velkommen tilbage til facebook!

Jeg er tilbage på facebook – Taadaaa.

Jeg havde egentlig aldrig forventet at vende tilbage til facebook, og være en del af det igen.

Men den seneste tid har jeg gået og overvejet at vende tilbage – ikke fordi jeg savner venner, veninder osv. fordi dem som ønsker at være i mit liv, er/burde være der alligevel.

Men jeg er tilbage, både fordi jeg savner at få nyhederne derover – jeg har indset at jeg faktisk slet ikke følger med i verden eller samfundet mere, efter jeg ikke er på facebook mere.

Ja jeg ved godt at folk siger: Du kan bare tænde for nyhederne – jaeh, det kan jeg da, men det kræver at jeg sidder foran skærmen på et bestemt tidspunkt.

Du kan da bare kigge på nyhedssiderne – Ja det ved jeg! Og det burde jeg, og har også sagt til mig selv at jeg skal gøre det dagligt – men jeg får det simpelthen ikke gjort.

Men mest af alt savnede jeg hønsegrupperne på facebook – Det lyder fuldstændig åndssvagt i manges ører – men jeg savnede den der med at kunne dele min store interesse med andre end to af mine tætteste veninder, Linda og Chris.

Jeg savnede det der fællesskab, hvor man er sammen om hønsene.

Jeg tror alle kender det der med at være i en gruppe, hvor man deler en interesse, eller en eller anden form for sammenhold – sådan har jeg det i hønsegrupperne.

Derudover så er der selve salg af høns osv.

Uanset om man vil det eller ej, så foregår meget i dag bare over facebook – også selvom jeg stadig står lidt på sidelinjen og ikke synes at det er fantastisk.

Jeg valgte jo for et halvt år siden ikke længere at være på facebook – fordi det blev for upersonligt, alt kommunikation mellem venner osv. var på facebook.

Hvor man før i tiden tog telefonen og ringede til hinanden – sender man nu hinanden et hjerte på facebook, og går videre med sin dag! Det er skrækkeligt, fordi det gør at vi lever vores venskaber bag en skærm – og det har jeg ikke lyst til.

Efter et halvt års pause fra facebook, har jeg virkelig set hvor meget facebook er en “facade-side” ment på den måde, at folk man har på sin facebook, som man egentlig forventer er der for en i det private også – viser sig at de slet ikke er der når man ikke længere er på facebook.

Det har været en øjenåbner for mig, både på den ene og den anden måde.

Da jeg lukkede min profil for et halvt år siden stod den på +260 venner – og tro mig, der ender den ikke igen.

Jeg synes det er hyggeligt at kunne følge med i mine veninders/venners liv over facebook, men jeg fortrækker stadig telefonopkald og sms, som virker langt mere personligt som et “synes godt om” eller et hjerte som man flygtigt sætter ind på en væg!

Jeg er som skrevet tidligere ikke verdens mest sociale person – det siger vidst lidt sig selv når man lider af social fobi – men det er ikke ensbetydende med at man ikke kan føle sig ensom.

Jeg kan godt føle mig alene – jeg kan godt føle mig ensom, til trods for at jeg har min familie og nogle tætte veninder.

Samtidig med så elsker jeg også bare at være mig 😉

Snak lige om et dilemma. 🙂

Men ja, velkommen tilbage til facebook.

Velkommen tilbage til det mere upersonlige, men også velkommen tilbage til hønsegrupperne, de dejlige debatter, de heftige debatter og alle de fantastiske billeder og følelsen af sammenhold om en kæmpe interesse.

Så ja – jeg er tilbage.

Men ikke som tidligere – jeg vender ikke tilbage som det var engang.

Jeg vælger at tage mit hjerte med.

Jeg håber at I alle har hjertet med, og husker jeres mennesker i livet udover de sociale medier.

Synes faktisk at dette billede af meget sigende – fire mennesker i samme rum – alle med hovedet i en skærm? Sociale sammen?

Det halve år har virkelig været sundt! (Prøv det – jeg lover at man ser en anden side af livet igen! 😉 )

billede til blog facebook

Husk dagens gode gerning. <3

Knus Inge-Lise

Hvorfor blogge? – og lidt om narkomisbruget og voldtægt.

 

 

image-2

Jeg har fået spørgsmålet nogle gange.. 

Hvorfor har du en blog?

De fleste blogge er om skønhed, mode og rejser – men hvorfor blogger du så? Hvad blogger du om?

Ja hvad blogger jeg om?

Svaret er for mig enkelt: Det jeg har lyst til, lige i det øjeblik.

Bloggen er lavet fordi jeg er ord med ord – jeg er det type menneske som ofte er tænkende, jeg har brug for at sætte ting ned på skrift for at få ting bearbejdet og jeg blev engang foreslået at skrive en bog om mit liv, pga. alt det jeg har gået igennem.

og der kom tanken egentlig – hvad nu hvis det kunne hjælpe et andet menneske hvis jeg satte mig ned og skrev, som jeg egentlig godt kan lide?

Jeg forventer ikke at redde hele verden, eller lave en kæmpe forskel – men hvis mine ord, og min rejse igennem livet – min udvikling og mine erfaringer kan hjælpe bare et enkelt menneske så deler jeg det gerne.

Når jeg tænker tilbage på mit liv – så har det squ været en kamp!

Men samtidig så har det jo for mig for det normale – så for mig har det jo bare været sådan, selvom mange af de ting jeg har været igennem ikke har været okay, ikke har været normale i “almindelige” menneskers tankegang.

Det at jeg i dag som 28 årig sidder og jonglere med en stor rolle som mor, kone og kvinde samtidig med at være psykisk syg med mange diagnoser – er indimellem et puslespil hvor jeg nogle gange føler at nogle har gemt brikkerne.

Det at skulle forene mit “gamle” liv, med mit nuværende liv kan godt for mig være svært – fordi det er som at kigge på to vidt forskellige personer.

Jeg valgte at blive clean, hoppe ud af bandemiljøet – for lidt over et år efter at stå med et spædbarn og jonglere et familieliv – som 18 årig!

Det er fra den ene yderlighed til den anden – og jeg ved det.

Men fortryder jeg?

Ikke et sekund.

Men jeg kan stadig i de svære perioder savne den fornemmelse som stofferne gav mig – den følelse af at det indvendige helvede bare forsvandt for 5 minutter.

Dermed ikke sagt at jeg nogensinde ville vende tilbage – men når man har siddet i narko-saksen i tre år, så forsvinder trangen ikke bare.

Folk har en forventning om at når man er clean, så er det ovre, færdig, slut, prut finale.

Sådan hænger det bare slet ikke sammen.

Selvom jeg har været clean i 11 år, kan jeg stadig engang imellem tage mig selv i tænke:

“Åh – jeg kunne godt bare lige bruge de fem minutter i paradis!”

Jeg ved godt inderst inde at det slet ikke er noget paradis, og at det faktisk er helvede i stedet for, men trangen sidder der stadig når jeg er presset for fuld skrue.

De nætter hvor jeg f.eks. vågner op og har mareridt (en af de trælse følger af PTSD), og hvor jeg dagen efter slet ikke hænger sammen – og hvor nattens mareridt og mangel på søvn gør at angsten sætter sit grimme fingeraftryk, så jeg ikke har andet end anfald hele dagen – samtidig med at jeg skal være mor for børnene.

Sådanne en dag kan jeg godt have trangen – trangen til bare at have ro!

Trangen til bare at være væk.

Og det er skrækkeligt at have det sådan.

Jeg tvivler på at dem som ikke har siddet der, forstår dette.

Pointen her er at selvom man er clean og er ude – så er man stadig misbruger i sindet!

Jeg startede ikke mit misbrug fordi jeg synes det var sejt, eller fordi det var gruppepres eller lignende som man ofte hører.

Jeg startede fordi jeg ikke så nogen anden udvej – jeg kunne ikke holde smerten ud, og narko blev min måde at holde verden ud.

Jeg har haft en svær barndom, med seksuel krænkelse af familiemedlem (Stedfar), jeg er vokset op med en mor, som har haft brug for tryghed fra mænd – rigtig mange mænd, for at sige det pænt.

Efter at mine forældre blev skilt da jeg var 8, skiftede min mor mænd rigtig ofte.

Min mor var utrolig ustabilt følelsemæssigt, og jeg har fra da jeg var 8 år, stået og trøstet min mor efter at de forskellige mænd droppede hende.

Ordene klinger stadig i mine ører når jeg tænker på det:

“Det hele er bare lige meget – jeg er ikke noget værd alligevel!”

“Jeg kan ligeså godt kører i havnen!”

“Jeg har ikke noget at leve for!”

og sådan kørte møllen.

Jeg har fra den alder af gemt min mors nøgler i angst for at hun skulle tage livet af sig selv.

Efter jeg er blevet voksen har hun dog sagt:

“Jamen jeg ville aldrig have haft modet til det!”

Mit respons på dette var:

“Nej sikkert ikke, men det ved et barn ikke! Et barn tager sin forældres ord for gode varer!”

Min mor har prioriteret hendes mænd afsindig højt, også over sine børn til tider.

Den dag i dag har jeg ikke kontakt med min mor udover med hensyn til mine børn – vi fik dog snakket lidt ud lige inden nytår, men alt dette tager jeg i et andet indlæg.

Tilbage til narkomisbruget.

Jeg blev voldtaget første gang da jeg var 14 år, gruppevoldtægt af tre fyre.

Da jeg kom morgenen ville snakke med min mor, blev jeg afvist af hende for at gøre en kort historie kort.

Hendes daværende kæreste gav mig en ordentlig skideballe og kom blandt andet med en kommentar om at hvis jeg nogensinde fik et par på hovedet eller noget så fik jeg som fortjent.

Som 14 årig er man følsom – specielt som pige, og specielt som sensitivt menneske.

Så jeg valgte dengang at jeg ikke ville fortælle dem noget – der var intet hjælp af hente.

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og om aftenen da vi igen tog i byen (en veninde og mig), tog jeg min første bane.

Det blev starten på et 3 år langt misbrug.

Et misbrug jeg holdt hemmeligt for familien og de fleste andre.

De nærmeste venner vidste det godt, og mange andre venner er det kommet bagpå, da jeg efterfølgende har fortalt det.

Jeg har aldrig set det som sejt – jeg har altid set det som svagt!

Det er nok også noget af det, som har gjort at jeg kunne holde det skjult, fordi når snakken gik omkring narko så kunne jeg med hånden på hjertet snakke med afsky og sige at jeg ikke kunne fordrage folk som gjorde det og jeg synes det var svagt – for det gjorde jeg.

Jeg synes også selv at jeg var en svagpisser.

Men at stoppe – nej det ville jeg ikke, for det var min vej igennem det helvede jeg gik igennem.

Voldtægterne stoppede nemlig ikke – de fortsatte fra den ene fyr.

Jeg bad til sidst hjælp fra kommunen til at komme på efterskole – med undskyldning om at jeg simpelthen ikke kunne med mors kæreste og presset fra miljøet med narko var stort og hvis de ikke fik mig væk ville jeg starte.

Hvad de ikke vidste var, at jeg allerede var godt igang.

Jeg kom på efterskole – da jeg startede valgte jeg at rydde tallerkenen.

Jeg blev clean i det halve år jeg var på skolen.

Så kom sommerferien!

Var ikke hjemme mange dage før jeg blev voldtaget af samme fyr igen – og jeg sprang direkte i stofferne igen.

Og denne gang stoppede jeg ikke igen.

Jeg tog i stedet for endnu mere.

Blev endnu mere vild, og endnu mere ligeglad med hele verden.

Jeg kom på skolehjem – og havde en fantastisk veninde derude, og jeg i dag kan takke for at jeg er ude – i hvertfald delvis. Selvom det er underligt at takke hende for det.

Hun tog nemlig en overdosis på mit toilet – Heldigvis havde jeg ikke fået taget min bane endnu og var klar i hovedet!

Jeg fik tilkaldt hjælp og fik sendt hende på sygehuset og hun slap heldigvis uden mén.

Men da jeg sad på sygehuset kom ambulanceredderen hen til mig på gangen og satte sig ved siden af mig, og sagde noget om hvad vi havde gang i, og om jeg havde lyst til at det var mig om lå der næste gang – for jeg var godt på vej!

Og jeg vidste det jo godt.

Jeg kom hjem og tog en beslutning – det skulle være slut.

Tog alt mit amfetamin og ecstasy og smed i toilettet og skyllede ud – den sværeste og bedste beslutning i mit liv.

Jeg allierede mig med to venner, som hjalp mig igennem de fjorten dage hvor jeg havde abstinenser – de smed mig i kolde bade, smed mig i seng – madede mig med suppe og tvang mig til at drikke noget.

Jeg undskyldte mig overfor familie og venner med at jeg havde influenza.

Når jeg tænker tilbage kan jeg ikke lade være med at smile, og samtidig blive vemodig, men også stolt.

Stolt fordi jeg gjorde det.

Vemodig fordi jeg ikke var modig nok til at søge hjælp ved min familie.

Men jeg ved også hvorfor jeg ikke gjorde det.

Jeg ville ikke se skuffelse i deres øjne – jeg synes at jeg var det sorte får nok.

Jeg følte ikke dengang at jeg kunne vende mig til dem – jo min søster!

Men at skulle se skuffelsen i hendes øjne – nej det var ikke en mulighed dengang.

Jeg har set den efterfølgende hvor sandheden er kommet på bordet, hvor jeg har lagt kortene på bordet og hvor hun nu ved hvad jeg gik igennem.

Min storebror og mig gled fra hinanden i de år, vi så ikke hinanden særlig tit, og at bede om hjælp der ville jeg ikke – jeg ville ikke miste min stolthed der.

At bede om hjælp ved min mor der – nej! Mit forhold til min mor var ved at blive kompliceret fordi det var ved at gå op for mig hvad min barndom havde bestået af, og jeg bebrejdede hende mange ting.

Min far ville jeg ikke bede om hjælp – jeg ville ikke se skuffelsen i hans øjne.

Så nej, jeg tog kampen på egen hånd med hjælp fra nogle fantastiske venner.

Dem kan jeg takke for at jeg er kommet igennem.

Jeg er taknemlig – taknemlig for at være ude.

Taknemlig for livet.

Men trangen forsvinder aldrig helt.

Men jeg er tidligere misbruger – og den dag i dag står jeg gerne ved det.

Husk på når I møder misbrugere, at de fleste faktisk ikke gør det fordi det er sejt eller fordi de synes at det er fedt.

De fleste gør det fordi der ligger en stor smerte eller en grund bag.

Så hvorfor blogger jeg?

Fordi jeg har lyst, fordi jeg bruger bloggen som selvterapi og fordi hvis jeg bare kunne hjælpe ET andet menneske på jorden, så gør jeg en forskel.

Jeg går ind for en bedre verden.

Jeg går ind for at vi som mennesker hver dag gør en god gerning.

Det betyder at jeg synes at hvert menneske hvert dag burde gøre noget for et andet menneske uden at forvente noget til gengæld.

Det behøver ikke være noget stort.

Det kan være et smil til kassedamen som ser ud som om at hun har siddet ved kassen i 12 timer og er ved at gro hæmorider af at sidde der.

Det kan være at hjælpe den gamle dame ved kasse med at pakke sine varer.

Det kan være at åbne døren for en ældre mand.

Det kan være at give en ti’er til en hjemløs.

Det kan være at hjælpe et pindsvin over vejen.

Bare gør en ting hver dag, som gør en forskel for et andet væsen end dig selv.

Det kommer til at gøre en forskel – både for den person, eller det væsen du hjælper – men din glæde og din dag bliver faktisk også bedre – tro mig det virker.

Jeg har f.eks. præsteret at svinge bilen ind til siden midt i Flensborg for at løbe hen til en hjemløs, og tømme pungen for de euro jeg ikke længere skulle bruge!

Da jeg kom tilbage til bilen, spurgte Tobias mig lige så fint:

“Ej mor, hvorfor skal du ALTID gøre det der?!”

“Se lille skat, det skal jeg fordi for de penge jeg har givet ham, har jeg givet ham en fantastisk dag, og måske mad til tre dage – nu skal han ikke sove sulten igen i nat – og derudover så bliver jeg så glad når jeg gør det!”

Jeg får den fedeste fornemmelse i kroppen når jeg gør det!

Så husk dagens gode gerning!

Knus Inge-Lise