Psykisk syg i Danmark?!

“When life is sweet, say: Thank you and celebrate. When life is bitter say: Thank you, and grow.”

 

 

Kære blog-læsere.

 

Nævnte citat er nemmere sagt end gjort – men meningen er der, og vi burde som mennesker tage det ind og blive bedre til det. Men hold nu fast hvor er det svært at se når man står i en svær periode, at man faktisk vokser af den og i sidste ende bliver stærkere.

Når man føler at hele korthuset vælter, så er det i hvertfald ikke lige der jeg står og tænker: “Hvor er det fedt, for jeg bliver stærkere af det her!”

Nej, jeg står nærmere sådan her: “Fuck det her – Nu opgiver jeg kraftedeme snart. Jeg orker simpelthen ikke mere!”

Vi kommer som mennesker altid igennem perioder hvor man føler at der er mere modgang som medgang og hvor man bare tænker at man virkelig aldrig kommer op af det hul igen. Uanset om det så er en dag eller flere måneder man har det sådan – sker det for alle mennesker.

Personligt grundet diagnoserne har jeg mange af de perioder hvor jeg synes at det hele er sort og hvor jeg kan have svært ved at se lyset i noget som helst.

Og når folk så siger: “Jamen alle har deres dårlige perioder!”

Så får jeg bogstaveligt talt lyst til at sparke dem så hårdt i røven at de flyver til månen og kommer til at bo deroppe, indtil de får bygget et luftskib til at komme tilbage – så har de nemlig tid til at tænke over den sætning.

For lige i det at jeg står i det, jeg føler er lort til halsen er jeg faktisk pænt ligeglad med om alle har deres dårlige perioder – Det kan jeg ikke lige der bruge til en skid! Jeg ved jo godt at alle har deres perioder!

Lige der har jeg måske bare brug for et kram og en bedre sætning som:

“Det skal nok vende!”

“Det skal nok gå!”

Når folk siger den der med at alle jo hare deres dårlige perioder, kan det godt føles som om at det bliver nedgjort at man har det skidt – og når man som mig, har svært ved at acceptere at man er syg i forvejen – så gør det, det bare endnu sværere når folk kommer med den sætning.

Jeg har mange psykiske diagnoser – og jeg lever med dem på både godt og ondt.

Psykisk sygdom er et tabu – desværre – i dagens Danmark.

Folk med depressioner får at vide at de bare skal tage sig sammen, ud og få noget luft og komme igen.

Folk med stress får at vide om de ikke bare skal holde et par dage fri, også går det nok over!

Folk med angst får at vide at de bare skal lade være med at tænke på det og gøre tingene alligevel!

Folk med personlighedsforstyrrelser, tror folk med det samme er hamrende sindssyge!

 

Jeg har hørt dem alle – både ved mig selv, og ved andre.

Uanset om det er på egen krop eller om det er ved andre, så gør det ondt hver eneste gang!

For at være psykisk syg er ikke bare at tage sig sammen, gå en tur i skoven eller finde en eller anden hokus pokus løsning.

At være psykisk syg er faktisk et helvede at leve i – og specielt med de fordomme og krav verden har i dag!

F.eks. min angst – jeg har ignoreret mit angst i afsindig mange år, hvilket så har betydet at min krop så til sidst valgte at ligge mig totalt i jorden for at få mig til at reagere – det vil sige at når jeg får angst anfald kan de være så kraftige at jeg bogstavelig talt ligger nede på jorden og kravler rundt, kan ikke trække vejret, smerter i hele kroppen og seriøst tror at nu er minutterne ved at være talte.

Min krop er gået i det som hedder stationær angst tilstand – så jeg får anfald konstant og hele tiden nu, fordi det er blevet kronisk og kroppen ikke kan komme ud af den tilstand igen.

Jeg får derfor anfald uden at der egentlig ligger noget til grunde for de anfald.

Så når folk siger: “Jamen hvis du har angst anfald – så skal du bare gøre det du er bange for alligevel, så går det over!”

Så får jeg lyst til at sparke folk i nosserne og sige: “Sæt dig lige ind i sagerne inden at du udtaler dig om noget du ikke har forstand på!”

Angst er meget mere som bare ikke at turde træde på striberne på fortovet, eller ikke turde trykke på knappen i elevatoren – Angst spænder meget bredt og man ikke kan bare sige at folk bare skal springe ud i det alligevel, for jeg har blandt andet på egen krop oplevet hvordan det kan blive hvis jeg gør det.

Jeg har været så stædig at jeg ville træde på en kloak-brønd som jeg er komplet panisk for at gøre – bare fordi at hvis det nu gik væk!

Det resulterede i at jeg i en hel uge intet kunne andet end at ligge under kugledynen, ryste over hele kroppen og have anfald konstant.

Pga. en sølle kloak-brønd.

Fornuften ved det udmærket godt – men angsten er ikke rationel. Angsten er ikke altid til at føle på.

Sidst men ikke mindst er angsten ikke altid ligetil.

Så kære medmennesker, når I møder en som har det skidt, så overvej jeres ord.

Det kan være en særlig sensitiv person som mig I møder, hvor ordene betyder utrolig meget og hvor ordene ofte rammer meget hårdt.

Det kan være en psykisk syg person som mig I møder, hvor ordene måske bliver ved med at rumstere og hvor man ikke kan få det placeret indvendig og hvor ordene kan få en til at gå helt i knæ.

Og til alle jer som har det ligesom mig til tider:

Jeg sender jer et gigantisk kram – og I skal vide at I ikke alene om kampen.

Tunnellys:

Kig ikke til siderne: der er kun mørke, klamme våde vægge og lukkede døre.

Kig ikke bagud: Du skal alligevel ikke den vej, og der er kun mørke.

Gå fremad – der er altid lys til enden af tunnellen – uanset hvor lang den så end er, så venter lyset forude.

Så der er kun en vej – Fremad.

Husk at mærke efter – Følg jeres hjerte og jeres mavefornemmelse, den får jer rigtig langt.

Har I hjertet med? Har I jer selv med i det I laver?

Føles det rigtigt? Hvis ikke, så find en anden vej.

Sidst men ikke mindst ønsker jeg jer alle sammen en fantastisk weekend – Vi har lige været på stranden og bade, måske for sidste gang i år for børnene – hvem ved?

Jeg overvejer at blive ved med at bade vinteren igennem. 😉

Knus Inge-Lise

firkløver

 

   

Danmark i forfald?!

Er Danmark ved at gå i forfald?! 

Kære læser.

Dette er normalt et emne man skal meget varsom med at tage op – alligevel vover jeg pelsen!

Jeg er en af de danskere som ofte sidder bag skærmen, ryster på hovedet, bliver vred, frustreret og ked af det over det Danmark som der er i dag.

Er vi ved at køre Danmark i sænk – på alle mulige underlige måder?

Udlændinge debatten har kørt rigtig meget de sidste halvandet år – og der har også været mening med det.

Men er den blevet blæst højere op end det egentlig er virkeligheden?

Er virkeligheden virkelig blevet sådan at vi skal passe på med at gå i byen? Passe på med hvor vi har vores børn, vores pung, hvor vi parkerer vores bil?

Jeg ville utrolig gerne tage mine lyserøde briller på og bare sige at der er fred i hele verden, og alle kan med alle – og det hele er fred og amen! Men jeg har heller ikke lyst til at snyde mig selv.

Medierne har lige spået at der ikke er langt tid til at der bliver udskrevet valg – men jeg er i syv sind.

Sidste gang vidste jeg lige præcis hvor jeg skulle sætte mit kryds – Denne gang har jeg mest af alt lyst til at tørre røv med den seddel for så at putte den i kassen. (Bare rolig – kære optæller i min kreds, jeg gør det ikke!)

Men jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stemme denne gang.

Der er kommet et nyt parti – med meget markante holdninger, og jeg kunne godt frygte/håbe (Alt efter hvordan man vender den) at mange danskere kun kigger med skyklapper på når de går ind og stemmer og derfor sætter deres kryds der – uden egentlig at sætte sig ind i hvad de stemmer på.

Alle partier har deres fordele – deres ting man godt kan lide, men også ting jeg ikke kan lide.

Så det handler i virkeligheden ikke om at stemme på, hvem man bedst kan lide – eller hvilket parti der har 100% de holdninger man selv har – men derimod at finde det parti som matcher mest muligt – og derefter vurderer om de har nogle ting som går fuldstændig i strid med ens egne værdier.

F.eks hvis du matcher mest med Dansk Folkeparti i en test – men det er komplet imod dine værdier at lukke grænser og prøve at begrænse flygtninge strømmen – så er det nok ikke der du skal sætte din stemme.. 😉

Men jeg synes at det er en jungle – Uanset hvem vi har siddende på de forskellige poster – synes jeg at Danmark kører længere og længere ned mod afgrunden.

De ældre kan ikke få ordentlig hjælp.

Skolerne bliver dårligere.

De studerende får dårlige vilkår, hvilket gør at mange ikke længere har lyst til at læse, men bare hopper ud i arbejde, og dermed kommer til at forblive ufaglært resten af livet – Det frygter jeg er den tendens som bliver forstærket hvis studerende skal til at sætte sig yderligere i gæld for at kunne klare sig igennem.

Udlændinge skal integreres den ene dag – siger den ene, og ikke intregeres den anden dag, siger den anden politiker.

Vi skal gå på kompromis med vores værdier herhjemme – de danske værdier – er beskeden.

Vi stejler straks – fuldt ud forståeligt.

Medierne får alle danskerne til at se negativt på mange ting – alle de positive ting vinder man ikke penge på.

Men hvor mange udlændinge skal vi have ind? Hvor går grænsen? Hvad med boliger? Kriminalitet? m.m.

Uanset hvilke politikere vi sætter ind, så bliver der skåret de forkerte steder – nogle skærer mere åbentlyst, hvor andre går ind og gemmer sig bag afgifter og andet som vi andre lige skal gennemskue først.

Naturen lider under mennesket – og bliver der gjort noget? Ja de prøver – men sker der reelt set noget?

Ja der har været snak om kystlinier, og der har været stor debat om hvorvidt man må bygge længere ud – det er sørme også at passe på naturen 🙁

Engang var Danmark et land som var kendt for smil, sol og god natur.

Hvad er vi kendt for i dag: Sure emsige mennesker, sol og natur som forsvinder stille og rolig, et land hvor man ikke længere kan medbringe sine hunde – pga. hundeloven. Et land hvor kriminaliteten er streng og hvor der er fokus på en masse negativt hele tiden – Danmark er kendt for et land med en sur smiley hvis man spørger mange i udlandet. (Jeg har spurgt!)

Hvor er vi henne?

Hvor er vores moral blevet af?

Hvor er den sunde fornuft henne?

Hvornår hoppede folk over og kun tænkte på penge?

Hvor hoppede kæden af?

Hvor blev medmenneskeligheden af?

Gud hvor ville jeg ønske at nogle lige ville stoppe op, tage et godt kig indad, og sige:

“Måske jeg lige skulle prøve at mærke efter om jeg er på rette vej!”

Jeg frygter fremtiden – Både for mig, mine børn og alle jer andre derude.

Jeg frygter virkelig at se hvordan Danmark ser ud om ti år.

Jeg frygter hvad mine børn kommer til at skulle kæmpe med når de er voksne.

Jeg frygter for Danmark.

Er jeg alene? – Jeg tvivler.

//Inge-Lise

Den der facade…!

Vi ejer den alle sammen – nogle bruger den mere end andre, andre er mestre i at holde den på og aldrig lade den falde, andre kan ikke holde den oppe særlig længe, men ville fandens gerne! 

Ja nemlig – Den der forpulede facade som vi alle sammen ejer.

Uanset hvor meget vi gerne vil sige at den ejer vi overhovedet ikke, så har vi alle sammen en – Spørgsmålet er nærmere hvor meget vi bruger den, og hvor tyk vores facade er?

Tør du smide din facade?

Jeg er herre bange for at smide min lige for tiden – jeg indrømmer det gerne.

Jeg har altid været mestre i min facade – jeg har altid kunne holde den oppe, og ingen kunne pille den af mig! Indtil jeg kom i behandling på lokalpsykiatrien og virkelig skulle i terapi da hele min verden faldt sammen og jeg intet kunne mere.

Så måtte jeg stille og rolig smide facaden for at kunne få den hjælp som var nødvendigt.

Men føj hvor har den gjort pisse ondt i mange år – det har været pisse hårdt og jeg har knoklet min røv i laser for at komme dertil hvor jeg er i dag.

Jeg er stolt af mig selv – stolt af at jeg er kommet dertil hvor jeg er nu.

Jeg kender mig selv og kan sætte grænser, jeg kender mine begrænser og er blevet bedre til at mærke efter hvad det reelt set er at jeg har behov for, hvilket vi faktisk alle sammen burde blive bedre til.

Vi lever i en verden hvor alle slår hinanden i hovedet konstant, hvor ros er en by i Rusland, og hvor det er nemmere at tvære folk i jorden som det er at hjælpe folk op.

Og hvorfor egentlig?

Fordi det er nemmere at reflektere sin egen elendige følelser over på andre mennesker?

Fordi vi er for dovne til at hjælpe andre mennesker?

Fordi vi kun bekymrer os om os selv og vores egen lille boble af en verden?

Fordi det er et tabu at hjælpe dem som er svagere end sig selv?

Fordi folk tror at man falder i status ved at række hånden ud?

Jeg ved det ikke – jeg har ikke manualen.

Jeg kan bare se tendensen til at folk er blevet dårligere og dårligere igennem årene til at hjælpe hinanden.

“Vi har rigeligt i vores eget da – hvordan skulle vi da så kunne hjælpe den hjemløse mand der?”

Svaret er:

Det tager to minutter af din tid!

Snak med ham – spørg om han har det godt!

Køb en bolle når du er inde og handle og stik ham undervejs ud til bilen.

Eller stik ham den 10ér du har i din vogn.

Det er virkelig små ting som skal til i vores verden for at lave en forskel.

Prøv at tænk på hvor flovt de hjemløse har synes det var de første mange gange – og stadig synes – at skulle sidde og tigge og bare 2 kr. foran den lokale brugs!

Det kræver squ virkelig at man kan smide sin facade – eller nok nærmere holde den hoppe for ikke at bryde komplet sammen midt i det hele?

Jeg er igennem terapien blevet bedre til at se verden omkring mig – blevet bedre til at nyde naturen og de gode dage – for de skal nydes i mit tilfælde 😉

Uanset hvor dårlig en dag jeg har mig, så tager jeg mig altid tid til f.eks. de hjemløse.

Men vi har jo alle sammen en facade – nogle tykkere end andres.

Jeg var tidligere mester i en tyk facade som bare viste overskud når jeg var sammen med andre, jeg havde altid et smil på, altid højrøstet og midtpunkt.

Fuldstændig modsat hvordan jeg faktisk er – for jeg hader opmærksomhed, når det kommer til stykket.

og overskud? – Det er i mit tilfælde færre dage hvor det er i plus, som det er i minus.

Da jeg gik på lokalpsykiatrien ved min behandler Conni, kunne jeg ikke holde facaden oppe, hun spottede den afsindig hurtigt og fik den pillet af mig nærmest så snart jeg trådte ind af døren, så det kunne ikke engang betale sig at prøve.

Men det tog også sin tid før vi kom dertil.

Jeg var ved Conni i 5½ år.

Nu er jeg blevet afsluttet her i foråret – og jeg kan godt mærke at der ikke er nogle til at pille facaden ned, og holde mig fast på jorden som der var tidligere.

Jeg ved godt at jeg har alle redskaber selv, og selv skal bruge dem, men føj hvor er det faktisk svært.

Jeg er kommet over til socialpsykiatrien – det har jeg været i 1½ år, så har kørt dobbelt terapi i den tid, for at kunne etablere et godt forhold til min nye kontaktperson.

Det første år, brugte mig og Majbritt på at køre sagen mod kommunen for at få den i hus.

Da det så var overstået kunne vi så koncentrerer os om terapi også overgik jeg kun til hende.

Jeg har tiltro til hende, men ikke på samme måde som til Conni, og det bliver heller ikke det samme fordi de er to forskellige og jeg er på to forskellige stadier i livet.

Men jeg kan godt mærke at jeg er undervejs i den forkerte retning – og jeg skal virkelig kæmpe for at holde mig på rette vej – ment på den måde at jeg skal kæmpe for ikke at lukke ned for mine følelser og bare køre derudad som en tromle.

Jeg skal kæmpe for at beholde facaden af og være mig selv.

Skal kæmpe med at sætte ord på.

Så det er måske på tide at bruge bloggen igen – og det at jeg ikke har brugt den er bare endnu et bevis på at jeg er på vej i den forkerte retning, fordi jeg bruger den til at få sat ting på plads og få sat ord på.

Lige nu er facaden klæbet fast på mit fjæs med kontaktlim kan jeg sige jer – Ungerne har haft ferie i snart 6 uger, og når jeg ikke får min ro hver dag som jeg har brug for, for at kunne holde sygdommene i skak – så er jeg komplet stillet på hovedet.

Så det er jeg lige nu.

Derudover så har Bjarne – min mand – nu haft ferie i 2 uger!

Det gør det bestemt ikke bedre.

Jeg elsker min familie – elsker min mand og ungerne overalt på jorden.

Men samtidig så har jeg brug for rigtig meget tid for MIG SELV – hvor jeg KUN er mig! Ingen andre MENNESKER!

Jeg er ikke god til mennesker – Så det at være omgivet konstant af mennesker i 6 uger er ved at være der hvor jeg minder om en håndgranat uden sikring på.

Så lige nu tør jeg ikke pille facaden af – for så falder jeg komplet fra hinanden.

Det at være mor, samtidig med at have de sygdomme som jeg har synes jeg er et helvede.

Jeg kan noglegange godt føle at det er en skrue uden ende og at jeg er verden største fiasko af en mor – indtil jeg kigger på børnene om aftenen når de sover, og alligevel tænker:

“Ja, de har en syg mor, men hold kæft hvor er de blevet nogle gode unger alligevel!”

Når den store kommer med en kommentar som:

“Mor, kan vi ikke putte på sofaen med dyner, film og stearinlys og bare slappe af i dag?”

“Mor, vil du ikke spille et spil?”

Så ved jeg squ at jeg alligevel gør noget godt for mine børn alligevel.

Når den lille kommer og siger:

“Ej mor, du er altså vildt skrap når jeg ikke må det der!” (Yes – jeg er syg, manglende overskud osv. men jeg formår stadig at sætte grænser for mine børn!)

“Mor – Jeg elsker dig højst!”

Eller når vi har dem med nogle steder og de siger pænt Ja tak, nej tak og tak for mad, og hilser pænt på folk.

Det er guld værd at jeg kan se at selvom jeg nogle gange føler at jeg står og slår hovedet i muren med de to banditter at jeg kan se at de alligevel er nogle velopdragne unger – selvom de elsker at sige: Fuck, pis og jeg skal skide! 😛

Jeg opdrager dem til at være sig selv – men det er nogle gange svært i denne verden synes jeg. Jeg kan godt frygte sådan som verden udvikler sig at jeg sender to børn ud i verden som får gevaldige ar på sjælen senere hen og som kommer til at opleve ting som er så frygtelige at man ikke kan forestille sig det.

Derudover er verden i dag – ikke særlig god til at rumme folk som ikke passer ind i mængden, hvis man er anderledes så er det nogle gange helt galt.

Se f.eks på de folk som i dag vælger at bygge deres huse af halm og jord – Ja de findes faktisk stadig i DK!

Folk griner af dem, de kaldes hippier, og bliver udstillet som åndsvage mennesker – Men hvorfor?

Folk som f.eks køber økologisk kaldes for fanatiske!

Folk som ikke får børn kaldes for egoistiske.

Folk som får børn tidligt kaldes for umodne og bliver automatisk stemplet som dårlige forældre.

Folk som får børn sent kaldes for egocenterede og bliver automatisk stemplet som gammeldags, og deres børn bliver automatisk stemplet som bedrevidende små gammeldags enebørn som mangler opdragelse fordi forældrene enten er for gamle til at opdrage eller har læst alt pædagogisk materiale der findes i frygt for at fejle.

Jesus!

Hvorfor er det vi som mennesker har så skide travlt med at dømme andre?

Hvorfor har mennesker brug for at sætte labels på alle andre?

Jeg giver en stor fuck-finger til det!

Hvis du er/har:

Tynd eller tyk.

Høj eller lav.

Langt hår, kort hår eller skaldet.

Brune, grønne eller blå øjne.

Bor i lejlighed, andelsbolig, hus, eller bor på gaden.

Hvis du gik i bad i dag eller for 14 dage siden.

Hvis du er hippie, øko-freak, konventionel-freak.

Uanset hvad fanden du er – så er du god nok!

Uanset hvad du er, så vær dig selv.

“Be vourself – everybody else is already taken!”

Med det ordsprog og et løfte om at jeg vil prøve selv at komme lidt på rette køl igen så vil jeg slutte dette indlæg og ønske jer alle sammen en fortsat god dag og en god sommer.

Knus Inge-Lise <3

IMG_9386

   

At bibeholde lysten til livet!

“Du har alt at leve for – hvorfor har du så ikke lyst?” 

Dette spørgsmål bliver jeg stillet – og stiller mig selv temmelig ofte.

Jeg er mor til nogle fantastiske unger.

Kone til verdens dejligste mand.

Bor i et dejligt hus.

Har nogle fantastiske dyr.

Men hvorfor er det så at lysten til livet forsvinder i perioder?

Fordi jeg er syg!

Jeg er psykisk syg og selvom man ikke kan se det, kæmper jeg en kamp.

Kæmper en kamp for at bibeholde lysten til at leve, selvom jeg har de dejlige ting i mit liv.

Og hvorfor?

Fordi sygdommene er så svære at leve med til tider, at det hele kan føles komplet håbløst.

Det hele kan føles som om at jeg er ved at sprænges.

Og hvis jeg tænker på at jeg skal leve med dette resten af mit liv, så er jeg virkelig ved at give op. At leve i dette helvede dag ud og dag ind, kan ikke beskrives med ord.

Jeg tager ikke mit eget liv – bare rolig.

Men tanker er der – i rigelige mængder.

Og at sige at jeg bare har det rosenrødt ville være den største løgn.

Foråret er her nu, og det hjælper på det, det er den årstid jeg har det bedst på – men i år ligger der lige nu en skygge hen over det.

Jeg er blevet afsluttet på lokal psykiatrien – fordi de ikke kan gøre mere.

Jeg kan ikke få det bedre som jeg har det nu, også skal jeg ikke være der længere.

Så efter 5 år i terapi med en fantastisk kontaktperson, som blev en nær kontakt i mit liv – er det kapitel nu slut.

Det sidste år har jeg “kørt” dobbelt terapi for at overgå til social psykiatrien, nu hvor vi vidste at jeg skulle afsluttes ved lokal-psykiatrien.

Selvom jeg vidste at det var den vej det gik, så tog/tager det alligevel hårdt på mig.

Jeg er vanemenneske, og mister jeg min struktur så føler jeg virkelig at jeg er ude at skide.

Lige nu er noget af mit sikkerhedsnet ligesom væk, og selvom jeg godt ved at det er det rigtige, og at jeg ikke kan komme længere sygdomsmæssigt, så er jeg stadig knust.

For jeg føler et eller andet sted at jeg aldrig bliver færdig med min kontaktperson deroppe, hun er en af de første mennesker som jeg har kunne åbne mig for, og det er takket være hende at jeg sidder hvor jeg gør i dag – det er takket være hende at jeg er kommet så langt.

Så at miste hende gør ondt helt inde i sjælen.

Jeg ved godt at hun stadig er på sin plads, og jeg kan stikke hovedet forbi og sige hej, men det er slet ikke det samme.

Nu skal jeg klare mig uden hende – dog med alle de redskaber som jeg har fået deroppe fra, og det skræmmer mig fra vid og sans.

Jeg har Majbritt i social-psykiatrien, som jeg også er utrolig glad ved, men det er ikke det samme – men vi har selvfølgelig heller ikke “arbejdet” sammen i 5 år, og Majbritt bliver aldrig Conni.

Det er først ved at gå op for mig nu er jeg er færdig ved Conni – og jeg tror at det er derfor jeg lige nu slås med de styggeste tanker.

Men uanset hvad, så kommer disse tanker med jævne mellemrum – jeg kender det jo, har jo altid haft det sådan.

Indlægget er ikke et råb om hjælp – tro ikke det! Jeg er ikke “hav-ondt-af-mig” typen.

Jeg skriver indlægget for at komme af med det, og fordi at det er et tabu-emne i dag at have det sådan og derfor løfter jeg sløret. 🙂

Det kan godt virke uoverskueligt når man, som jeg, bøvler med så mange diagnoser og har det så skidt i perioder eller hele tiden – at overskue at skulle leve hele livet sådan.

Så jeg tror at derfor dukker tankerne op, fordi man virkelig har så ondt i hele sjælen at man nærmest ikke kan holde tanken ud om at skulle leve bare en time mere.

Når man ikke kan de ting kan reelt set gerne vil – når man føler at hele verden vælter sammen, og man ikke kan noget som helst.

Når man i perioder ikke kan andet end at ligge på sofaen, og føler sig som verdens mest elendige mor, når ens børn hver dag kommer hjem og ser at nu ligger mor på sofaen igen igen.

Eller når opvasken stadig står fra morgenmaden og man har passeret aftensmaden – fordi man ikke har orket/magtet at putte det i opvaskeren – også selvom den er tømt og klar til at putte i.

Når man virkelig mærker at sygdommen begrænser en i det liv man egentlig gerne vil leve, og ikke mindst når man kan se at ens sygdom påvirker andre mennesker – i mit tilfælde mine børn og min mand – så er det virkelig at det bliver ekstra svært.

For mit vedkommende kunne jeg ikke tage mit eget liv – jeg har børn og mand at stå op til, og jeg efterlader dem ikke.

Men på de sværeste dage kører tankerne fuldstændig helt af sig selv:

Hvad skal jeg skrive i afskedsbrevet til Bjarne?

Skal jeg planlægge begravelsen inden, så Bjarne ikke skal stå for det?

Skulle jeg ikke skrive breve til børnene som de skal få udleveret igennem hele livet? 10.kl? Gymnasiet, eller afslutning på uddannelse? Flytte hjemmefra? Bryllup? Blive far? Evt. blive skilt? m.m.

Skulle jeg ikke rydde op i alle mine ting så de ikke skal bøvle med alt det lort bagefter?

Hvad med hønsene, hvem skal overtage dem? Det skal jeg sørge for at skrive ned.

Husk at skrive seddel på at Bjarne må skrive hundene over i hans navn.

Husk for guds skyld at skrive ned at Tobias skal blive ved Bjarne.

Sørg for at banken får taget mit navn af kontoen, så den ikke bliver lukket når jeg dør, som der skete ved naboen – Bjarne skal ikke stå uden penge!

Sørg for at huset er rengjort.

Osv.

Det er det som kaldes tankemylder, og jeg kan simpelthen ikke stoppe det på de dage.

De dage er jeg bare træt, vrøvlet og har brug for komplet ro for at kunne bearbejde og komme ovenpå igen – det er de dage hvor jeg bare føler at jeg er mere til overs som til gavn for hele familien – selvom jeg ved at jeg har en forstående mand. Når børnene kommer hjem fra skole, knokler jeg mig igennem så godt jeg kan – nogle gange lykkedes det bedre end andre.

Så er det man kan spørge?

Hvordan finder du så lysten til at leve?

Svaret er simpelt!

Min familie.

Men det er desværre ikke altid nok – så nogle gange lever jeg bare videre uden lysten og tager en dag af gangen. Nogle gange kører den bare på robot-Inge-Lise!

Derudover gælder det for mit vedkommende om at se de små bitte glæder i livet – Se hundene fjolle – se hønsene nyde solen (Høns er en fantastisk terapi!)

Naturen er et fantastisk sted for mig, og jeg elsker når foråret kommer og træer og blomster begynder at blomstre.

Jeg bruger det som jeg kalder sugemalle-teknikken.

Finder på de dårlige dage 5 positive ting ved livet.

De fem ting suger jeg ALT det positive ud af.

Det kan f.eks være at stæren lige nu har unger i vores redekasse udenfor i haven.

Eller at Tobias tog tøj på i morges uden bøvl.

Eller at Uffe hygger med mig på sofaen.

Det kan være en gråspurv som sidder i hækken.

Det kan være en flot solopgang.

Alting i livet tæller.

For mig gælder alle de små ting – Det er de små ting i livet som jeg lever højt på, de små ting som kan holde mig kørende i dagligdagen.

Selvmordstanker er ikke sjove – de er desværre en del af min hverdag, mine diagnoser og min sygdom. De er en del af mig – en del jeg gerne ville være foruden men ikke bliver.

Derfor vælger jeg at leve med dem på bedste vis.

Mine børn skal ikke vokse op uden en mor, og min mand skal ikke stå tilbage med en sorg og alene med to børn – basta.

Til jer derude som også har tankerne – Kæmp, livet er det værd, også selvom det hele er sort! Sort kan også blive lyst med de rigtige lygter.

Til jer derude som kender nogen som har disse tanker: Hjælp dem, kram dem og lyt! Nogle gange er det et råb som hjælp – andre gange er det bare tanker hvor livet bliver for meget – uanset hvilket det er, skal det tages alvorligt. Vær der for dem, spørg om der er noget du/I kan gøre, aflast dem hvis det er muligt (hvis vedkommende har brug for ro), og hvis I er bange for at personen er selvmordstruet så skaf hjælp – tøv ikke!

Jeg har valgt at have mand og børn – ergo har jeg et ansvar.

Det ansvar tager jeg, og derfor bliver selvmord aldrig nogensinde en løsning.

Derudover skal sygdommen ikke styre mig – jeg skal styre den.

billede til blog - 7.6

Hav en god aften alle sammen – og til alle mødre, hav en god mors dag i morgen.

Knus Inge-Lise

 

 

Udfordringen ved at shoppe sko med en pre-teen!

Jeg har været på sko-shopping i dag! 

Desværre ikke efter sko til mig selv – Men efter sko til børnene.

Begge børn blev hentet fra skole, og afgang til tyskland.

Den mindste af drengene er ikke særlig vanskelig – han ved godt hvad han kan lide, men han acceptere også hvis jeg siger at han ikke får de sko fordi de sidder af helvedes til på hans fødder.

Begge mine drenge er de uheldige ejere af platfødder – De vælter begge to ind på fødderne, og kan derfor ikke bare hoppe i hvilke som helst sko.

Dette har de desværre arvet fra mig.

Men anyways – startede med forårssko til den mindste (Jamie) og det tog mindre end 10 minutter at finde sko til ham – tror faktisk kun det tog fem minutter hvis jeg skal være ærlig!

MEN så skulle jeg igang med den store – Tobias på næsten 10 år (14 dage til han bliver ti – hvor fanden blev den tid af?)

Han er udemærket godt klar over hvad han kan lide og ikke kan lide, og han ejer et temperament uden lige – dog er mine børn godt opdraget på det punkt, og jeg nægter at have børn som skaber sig i butikker!

Men han var SUR! Som i virkelig sur, og den fik ikke for lidt i de verbale udtryk, dog ikke højlydt eller noget – men han lagde bestemt ikke skjul på at han ikke kunne lide de sko som blev foreslået.

Han ville have converse lignende sko.

Jeg kan godt forstå ham – de er vildt moderne, og mange andre har dem – men de støtter bare ikke for fem potter pis på hans fødder, så svaret fra den stride mor var et rungende NEJ!

Han synes i hvertfald i dag at jeg var PISSE træls, for at sige det mildt!

Velkommen i rækken med pre-teen børn tænkte jeg mens jeg sad på gulvet og viste ham sko nummer 45!

“Den der nægter jeg bare at tage på!”

“Jamen du har slet ikke noget valg – Prøv den så!”

“#¤&¤%/¤%&/#¤%/”

Til sidst endte det simpelthen med at jeg fandt et par Ecco sko, og Ecco har altid formået at lave de mest lækre sko, som bare sidder på hans fødder!

Og det var de eneste Ecco sko de havde.

På med dem!

De sidder perfekt!

Det bliver dem – færdig!

“Jamen jeg kan ikke lide dem!”

“Nej, men du kan godt lide dine knæ, og at spille fodbold, og jeg har ikke tænkt mig at ødelægge dine knæ og andre led, fordi du får forkert fodtøj på – bare fordi du ikke kan lide farven!”

Bum!

Tobias affandt sig dog med det!

Selvom jeg ikke bryder mig om at tvinge ham i nogle sko han ikke bryder sig om, har jeg ikke mange andre valg! Alle de “fede” sko som han gerne vil have på – Converse og lign., sidder bare af helvedes til, og jeg ved godt at hvis hans benstilling ikke sidder rigtigt så går det direkte op i knæ, hofter og ryg – og jeg vil ikke stå om 20 år og sige:

“Ja du har ondt i hele kroppen – men du fik da de fede sko!”

Så vil jeg hellere være den skrappe mor – selvom jeg med hjertet godt kan følge min dreng.

Og det ved hans også, for det tog vi selvfølgelig en snak om undervejs. 😉

Efter forårssko, stod den på fodboldssko – JESUS CHRIST!

Jamie var som han var tidligere nem – han ville bare have et par, også måtte de gerne være med farver på – han er nem (Endnu!)

Men Tobias kom med to par – “Jeg har de her to muligheder, det er kun de her jeg kan lide!”

Okay så – det sad så af BRAS!

På den igen!

Det lykkedes dog efter yderligere 10 minutter med sko-prøvning. 🙂

Så finde nogle klip-klapper (Lignende) til begge drenge – Det gik heldigvis dejlig nemt, og nu slipper jeg for at de stjæler mine – Ulempen ved at have små fødder og efterhånden store børn!

Jeg forelskede mig i nogle sko dernede til mig selv – to par faktisk.

Den ene havde de heldigvis ikke i min størrelse – ellers havde jeg nok taget den med hjem.

Og den anden var jeg for nærig til.. 😛

Så det blev kun til ungerne – Men jeg blev så også 1500 kr. fattigere. 🙂

Dog har jeg siddet på nettet i dag og kigget sko, og fandt de lækreste sko på www.boozt.com

De har stort udsalg lige nu, og jeg var lige inde og smugkigge – og pyha jeg blev forelsket mange gange – prøv lige at se de her:

ckg5634505980_blackcomb gar0960_flower_novariants send6875s2401_midnightconfet ss820c6_black

Nå – jeg må shoppe sko til mig selv en anden dag – ved ikke hvad fanden der sker for mig og de sko lige pt. men jeg har lige pt. fået en kærlighed for sko! 🙂 Smiler.

Nå nu vil jeg putte nogle trætte unger i seng og nyde min aften med manden min – han blev forkælet med lidt af hans yndlingsslik i dag – små ting i hverdagen holder et parforhold kørende. 🙂

Husk dagens gode gerning.

Knus Inge-Lise

Velkommen tilbage til facebook!

Jaaah – Velkommen tilbage til facebook!

Jeg er tilbage på facebook – Taadaaa.

Jeg havde egentlig aldrig forventet at vende tilbage til facebook, og være en del af det igen.

Men den seneste tid har jeg gået og overvejet at vende tilbage – ikke fordi jeg savner venner, veninder osv. fordi dem som ønsker at være i mit liv, er/burde være der alligevel.

Men jeg er tilbage, både fordi jeg savner at få nyhederne derover – jeg har indset at jeg faktisk slet ikke følger med i verden eller samfundet mere, efter jeg ikke er på facebook mere.

Ja jeg ved godt at folk siger: Du kan bare tænde for nyhederne – jaeh, det kan jeg da, men det kræver at jeg sidder foran skærmen på et bestemt tidspunkt.

Du kan da bare kigge på nyhedssiderne – Ja det ved jeg! Og det burde jeg, og har også sagt til mig selv at jeg skal gøre det dagligt – men jeg får det simpelthen ikke gjort.

Men mest af alt savnede jeg hønsegrupperne på facebook – Det lyder fuldstændig åndssvagt i manges ører – men jeg savnede den der med at kunne dele min store interesse med andre end to af mine tætteste veninder, Linda og Chris.

Jeg savnede det der fællesskab, hvor man er sammen om hønsene.

Jeg tror alle kender det der med at være i en gruppe, hvor man deler en interesse, eller en eller anden form for sammenhold – sådan har jeg det i hønsegrupperne.

Derudover så er der selve salg af høns osv.

Uanset om man vil det eller ej, så foregår meget i dag bare over facebook – også selvom jeg stadig står lidt på sidelinjen og ikke synes at det er fantastisk.

Jeg valgte jo for et halvt år siden ikke længere at være på facebook – fordi det blev for upersonligt, alt kommunikation mellem venner osv. var på facebook.

Hvor man før i tiden tog telefonen og ringede til hinanden – sender man nu hinanden et hjerte på facebook, og går videre med sin dag! Det er skrækkeligt, fordi det gør at vi lever vores venskaber bag en skærm – og det har jeg ikke lyst til.

Efter et halvt års pause fra facebook, har jeg virkelig set hvor meget facebook er en “facade-side” ment på den måde, at folk man har på sin facebook, som man egentlig forventer er der for en i det private også – viser sig at de slet ikke er der når man ikke længere er på facebook.

Det har været en øjenåbner for mig, både på den ene og den anden måde.

Da jeg lukkede min profil for et halvt år siden stod den på +260 venner – og tro mig, der ender den ikke igen.

Jeg synes det er hyggeligt at kunne følge med i mine veninders/venners liv over facebook, men jeg fortrækker stadig telefonopkald og sms, som virker langt mere personligt som et “synes godt om” eller et hjerte som man flygtigt sætter ind på en væg!

Jeg er som skrevet tidligere ikke verdens mest sociale person – det siger vidst lidt sig selv når man lider af social fobi – men det er ikke ensbetydende med at man ikke kan føle sig ensom.

Jeg kan godt føle mig alene – jeg kan godt føle mig ensom, til trods for at jeg har min familie og nogle tætte veninder.

Samtidig med så elsker jeg også bare at være mig 😉

Snak lige om et dilemma. 🙂

Men ja, velkommen tilbage til facebook.

Velkommen tilbage til det mere upersonlige, men også velkommen tilbage til hønsegrupperne, de dejlige debatter, de heftige debatter og alle de fantastiske billeder og følelsen af sammenhold om en kæmpe interesse.

Så ja – jeg er tilbage.

Men ikke som tidligere – jeg vender ikke tilbage som det var engang.

Jeg vælger at tage mit hjerte med.

Jeg håber at I alle har hjertet med, og husker jeres mennesker i livet udover de sociale medier.

Synes faktisk at dette billede af meget sigende – fire mennesker i samme rum – alle med hovedet i en skærm? Sociale sammen?

Det halve år har virkelig været sundt! (Prøv det – jeg lover at man ser en anden side af livet igen! 😉 )

billede til blog facebook

Husk dagens gode gerning. <3

Knus Inge-Lise

   

Hvorfor blogge? – og lidt om narkomisbruget og voldtægt.

 

 

image-2

Jeg har fået spørgsmålet nogle gange.. 

Hvorfor har du en blog?

De fleste blogge er om skønhed, mode og rejser – men hvorfor blogger du så? Hvad blogger du om?

Ja hvad blogger jeg om?

Svaret er for mig enkelt: Det jeg har lyst til, lige i det øjeblik.

Bloggen er lavet fordi jeg er ord med ord – jeg er det type menneske som ofte er tænkende, jeg har brug for at sætte ting ned på skrift for at få ting bearbejdet og jeg blev engang foreslået at skrive en bog om mit liv, pga. alt det jeg har gået igennem.

og der kom tanken egentlig – hvad nu hvis det kunne hjælpe et andet menneske hvis jeg satte mig ned og skrev, som jeg egentlig godt kan lide?

Jeg forventer ikke at redde hele verden, eller lave en kæmpe forskel – men hvis mine ord, og min rejse igennem livet – min udvikling og mine erfaringer kan hjælpe bare et enkelt menneske så deler jeg det gerne.

Når jeg tænker tilbage på mit liv – så har det squ været en kamp!

Men samtidig så har det jo for mig for det normale – så for mig har det jo bare været sådan, selvom mange af de ting jeg har været igennem ikke har været okay, ikke har været normale i “almindelige” menneskers tankegang.

Det at jeg i dag som 28 årig sidder og jonglere med en stor rolle som mor, kone og kvinde samtidig med at være psykisk syg med mange diagnoser – er indimellem et puslespil hvor jeg nogle gange føler at nogle har gemt brikkerne.

Det at skulle forene mit “gamle” liv, med mit nuværende liv kan godt for mig være svært – fordi det er som at kigge på to vidt forskellige personer.

Jeg valgte at blive clean, hoppe ud af bandemiljøet – for lidt over et år efter at stå med et spædbarn og jonglere et familieliv – som 18 årig!

Det er fra den ene yderlighed til den anden – og jeg ved det.

Men fortryder jeg?

Ikke et sekund.

Men jeg kan stadig i de svære perioder savne den fornemmelse som stofferne gav mig – den følelse af at det indvendige helvede bare forsvandt for 5 minutter.

Dermed ikke sagt at jeg nogensinde ville vende tilbage – men når man har siddet i narko-saksen i tre år, så forsvinder trangen ikke bare.

Folk har en forventning om at når man er clean, så er det ovre, færdig, slut, prut finale.

Sådan hænger det bare slet ikke sammen.

Selvom jeg har været clean i 11 år, kan jeg stadig engang imellem tage mig selv i tænke:

“Åh – jeg kunne godt bare lige bruge de fem minutter i paradis!”

Jeg ved godt inderst inde at det slet ikke er noget paradis, og at det faktisk er helvede i stedet for, men trangen sidder der stadig når jeg er presset for fuld skrue.

De nætter hvor jeg f.eks. vågner op og har mareridt (en af de trælse følger af PTSD), og hvor jeg dagen efter slet ikke hænger sammen – og hvor nattens mareridt og mangel på søvn gør at angsten sætter sit grimme fingeraftryk, så jeg ikke har andet end anfald hele dagen – samtidig med at jeg skal være mor for børnene.

Sådanne en dag kan jeg godt have trangen – trangen til bare at have ro!

Trangen til bare at være væk.

Og det er skrækkeligt at have det sådan.

Jeg tvivler på at dem som ikke har siddet der, forstår dette.

Pointen her er at selvom man er clean og er ude – så er man stadig misbruger i sindet!

Jeg startede ikke mit misbrug fordi jeg synes det var sejt, eller fordi det var gruppepres eller lignende som man ofte hører.

Jeg startede fordi jeg ikke så nogen anden udvej – jeg kunne ikke holde smerten ud, og narko blev min måde at holde verden ud.

Jeg har haft en svær barndom, med seksuel krænkelse af familiemedlem (Stedfar), jeg er vokset op med en mor, som har haft brug for tryghed fra mænd – rigtig mange mænd, for at sige det pænt.

Efter at mine forældre blev skilt da jeg var 8, skiftede min mor mænd rigtig ofte.

Min mor var utrolig ustabilt følelsemæssigt, og jeg har fra da jeg var 8 år, stået og trøstet min mor efter at de forskellige mænd droppede hende.

Ordene klinger stadig i mine ører når jeg tænker på det:

“Det hele er bare lige meget – jeg er ikke noget værd alligevel!”

“Jeg kan ligeså godt kører i havnen!”

“Jeg har ikke noget at leve for!”

og sådan kørte møllen.

Jeg har fra den alder af gemt min mors nøgler i angst for at hun skulle tage livet af sig selv.

Efter jeg er blevet voksen har hun dog sagt:

“Jamen jeg ville aldrig have haft modet til det!”

Mit respons på dette var:

“Nej sikkert ikke, men det ved et barn ikke! Et barn tager sin forældres ord for gode varer!”

Min mor har prioriteret hendes mænd afsindig højt, også over sine børn til tider.

Den dag i dag har jeg ikke kontakt med min mor udover med hensyn til mine børn – vi fik dog snakket lidt ud lige inden nytår, men alt dette tager jeg i et andet indlæg.

Tilbage til narkomisbruget.

Jeg blev voldtaget første gang da jeg var 14 år, gruppevoldtægt af tre fyre.

Da jeg kom morgenen ville snakke med min mor, blev jeg afvist af hende for at gøre en kort historie kort.

Hendes daværende kæreste gav mig en ordentlig skideballe og kom blandt andet med en kommentar om at hvis jeg nogensinde fik et par på hovedet eller noget så fik jeg som fortjent.

Som 14 årig er man følsom – specielt som pige, og specielt som sensitivt menneske.

Så jeg valgte dengang at jeg ikke ville fortælle dem noget – der var intet hjælp af hente.

Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og om aftenen da vi igen tog i byen (en veninde og mig), tog jeg min første bane.

Det blev starten på et 3 år langt misbrug.

Et misbrug jeg holdt hemmeligt for familien og de fleste andre.

De nærmeste venner vidste det godt, og mange andre venner er det kommet bagpå, da jeg efterfølgende har fortalt det.

Jeg har aldrig set det som sejt – jeg har altid set det som svagt!

Det er nok også noget af det, som har gjort at jeg kunne holde det skjult, fordi når snakken gik omkring narko så kunne jeg med hånden på hjertet snakke med afsky og sige at jeg ikke kunne fordrage folk som gjorde det og jeg synes det var svagt – for det gjorde jeg.

Jeg synes også selv at jeg var en svagpisser.

Men at stoppe – nej det ville jeg ikke, for det var min vej igennem det helvede jeg gik igennem.

Voldtægterne stoppede nemlig ikke – de fortsatte fra den ene fyr.

Jeg bad til sidst hjælp fra kommunen til at komme på efterskole – med undskyldning om at jeg simpelthen ikke kunne med mors kæreste og presset fra miljøet med narko var stort og hvis de ikke fik mig væk ville jeg starte.

Hvad de ikke vidste var, at jeg allerede var godt igang.

Jeg kom på efterskole – da jeg startede valgte jeg at rydde tallerkenen.

Jeg blev clean i det halve år jeg var på skolen.

Så kom sommerferien!

Var ikke hjemme mange dage før jeg blev voldtaget af samme fyr igen – og jeg sprang direkte i stofferne igen.

Og denne gang stoppede jeg ikke igen.

Jeg tog i stedet for endnu mere.

Blev endnu mere vild, og endnu mere ligeglad med hele verden.

Jeg kom på skolehjem – og havde en fantastisk veninde derude, og jeg i dag kan takke for at jeg er ude – i hvertfald delvis. Selvom det er underligt at takke hende for det.

Hun tog nemlig en overdosis på mit toilet – Heldigvis havde jeg ikke fået taget min bane endnu og var klar i hovedet!

Jeg fik tilkaldt hjælp og fik sendt hende på sygehuset og hun slap heldigvis uden mén.

Men da jeg sad på sygehuset kom ambulanceredderen hen til mig på gangen og satte sig ved siden af mig, og sagde noget om hvad vi havde gang i, og om jeg havde lyst til at det var mig om lå der næste gang – for jeg var godt på vej!

Og jeg vidste det jo godt.

Jeg kom hjem og tog en beslutning – det skulle være slut.

Tog alt mit amfetamin og ecstasy og smed i toilettet og skyllede ud – den sværeste og bedste beslutning i mit liv.

Jeg allierede mig med to venner, som hjalp mig igennem de fjorten dage hvor jeg havde abstinenser – de smed mig i kolde bade, smed mig i seng – madede mig med suppe og tvang mig til at drikke noget.

Jeg undskyldte mig overfor familie og venner med at jeg havde influenza.

Når jeg tænker tilbage kan jeg ikke lade være med at smile, og samtidig blive vemodig, men også stolt.

Stolt fordi jeg gjorde det.

Vemodig fordi jeg ikke var modig nok til at søge hjælp ved min familie.

Men jeg ved også hvorfor jeg ikke gjorde det.

Jeg ville ikke se skuffelse i deres øjne – jeg synes at jeg var det sorte får nok.

Jeg følte ikke dengang at jeg kunne vende mig til dem – jo min søster!

Men at skulle se skuffelsen i hendes øjne – nej det var ikke en mulighed dengang.

Jeg har set den efterfølgende hvor sandheden er kommet på bordet, hvor jeg har lagt kortene på bordet og hvor hun nu ved hvad jeg gik igennem.

Min storebror og mig gled fra hinanden i de år, vi så ikke hinanden særlig tit, og at bede om hjælp der ville jeg ikke – jeg ville ikke miste min stolthed der.

At bede om hjælp ved min mor der – nej! Mit forhold til min mor var ved at blive kompliceret fordi det var ved at gå op for mig hvad min barndom havde bestået af, og jeg bebrejdede hende mange ting.

Min far ville jeg ikke bede om hjælp – jeg ville ikke se skuffelsen i hans øjne.

Så nej, jeg tog kampen på egen hånd med hjælp fra nogle fantastiske venner.

Dem kan jeg takke for at jeg er kommet igennem.

Jeg er taknemlig – taknemlig for at være ude.

Taknemlig for livet.

Men trangen forsvinder aldrig helt.

Men jeg er tidligere misbruger – og den dag i dag står jeg gerne ved det.

Husk på når I møder misbrugere, at de fleste faktisk ikke gør det fordi det er sejt eller fordi de synes at det er fedt.

De fleste gør det fordi der ligger en stor smerte eller en grund bag.

Så hvorfor blogger jeg?

Fordi jeg har lyst, fordi jeg bruger bloggen som selvterapi og fordi hvis jeg bare kunne hjælpe ET andet menneske på jorden, så gør jeg en forskel.

Jeg går ind for en bedre verden.

Jeg går ind for at vi som mennesker hver dag gør en god gerning.

Det betyder at jeg synes at hvert menneske hvert dag burde gøre noget for et andet menneske uden at forvente noget til gengæld.

Det behøver ikke være noget stort.

Det kan være et smil til kassedamen som ser ud som om at hun har siddet ved kassen i 12 timer og er ved at gro hæmorider af at sidde der.

Det kan være at hjælpe den gamle dame ved kasse med at pakke sine varer.

Det kan være at åbne døren for en ældre mand.

Det kan være at give en ti’er til en hjemløs.

Det kan være at hjælpe et pindsvin over vejen.

Bare gør en ting hver dag, som gør en forskel for et andet væsen end dig selv.

Det kommer til at gøre en forskel – både for den person, eller det væsen du hjælper – men din glæde og din dag bliver faktisk også bedre – tro mig det virker.

Jeg har f.eks. præsteret at svinge bilen ind til siden midt i Flensborg for at løbe hen til en hjemløs, og tømme pungen for de euro jeg ikke længere skulle bruge!

Da jeg kom tilbage til bilen, spurgte Tobias mig lige så fint:

“Ej mor, hvorfor skal du ALTID gøre det der?!”

“Se lille skat, det skal jeg fordi for de penge jeg har givet ham, har jeg givet ham en fantastisk dag, og måske mad til tre dage – nu skal han ikke sove sulten igen i nat – og derudover så bliver jeg så glad når jeg gør det!”

Jeg får den fedeste fornemmelse i kroppen når jeg gør det!

Så husk dagens gode gerning!

Knus Inge-Lise

 

At have et dele barn med en psykisk syg!

At have et dele barn…

Min den ældste søn, Tobias på knap 10, tog jeg med mig ind i mit ægteskab med Bjarne.

Jeg fik Tobias i en tidlig alder – 18 år, sammen med Tobias’ far, N som på daværende tidspunkt var 19!

Vi var sammen indtil Tobias var 7 måneder så valgte jeg at ville være enlig mor!

N kunne ikke rigtig forholde sig til Tobias og kunne ikke rigtig tage vare på ham, selv hvis han ønskede dette!

Efter at vi gik fra hinanden flyttede han hjem til sine forældre igen.

Den dag i dag er han paranoid skizofren og er lige flyttet ud på et bofællesskab hvor han nu skal vurderes for at se om de kan hjælpe ham, hvilket jeg inderligt håber at de kan.

Vores samarbejde omkring Tobias kører okay.

Vi har kørt alt kommunikation over hans mor – ikke fordi vi ikke kan snakke sammen, men fordi han ikke kan huske hvad vi har snakket om osv.

Tobias har haft meget svært ved at tackle fars sygdom og har reageret utrolig voldsomt på dette, blandt andet ved meget store raseri anfald, senge vædning, svært ved at koncentrere sig i skolen, været meget ked og bekymret m.m.

Vi har haft alle fagfolk på som vi har kunne trække på – lærer, skolepsykolog, familiecenteret, børnesagkyndige m.fl!

Nu blev der for nogle måneder siden anbefalet at samværet blev sat ned til 4 timer hver anden weekend.

Kæft en kamel at skulle sluge!

Jeg vil altid og jeg mener altid sætte Tobias først.

Men jeg føler også med N.

For jeg får selv helt ondt i hjertet ved tanken om kun at skulle se mit barn 4 timer hver anden uge! For det er virkelig ikke meget!

Og jeg stod med aben!

For jeg skulle trække stregen og sige at dette skulle gøres, jeg blev nødt til at være bussemanden, både overfor ham men også overfor Tobias som også var rigtig sur og uforstående fordi han vil jo gerne være sammen med sin far – også selvom det er svært for ham! 😞

Men det er en del af at være mor – at være bussemand engang imellem!

Så jeg måtte hoppe i bussemand trøjen efter at have taget en gevaldig tudetur og give N besked om at dette var anbefalet og vi var nødt til at prøve dette i en periode og se om det virkede!

At have et barn sammen med psykisk syg er ikke nemt – specielt ikke når man selv er psykisk syg!

Men der er kun en vej! Fremad og kæmpe!

Men de fire timer virker! Vi har selvfølgelig stadig gange hvor Tobias er meget frustreret når han kommer hjem, hvor han er skuffet, ked af det og derfor reagerer i hans trygge base herhjemme.

Men det er slet ikke så meget mere!

Så de fire timer virker!

Det svære lige nu ligger i at N ikke kan forstå at når de nu virker og Tobias har fået det bedre at vi ikke kan sætte tiden op nu! 😞

Men det er jo netop fordi at Tobias for det meste kan kapere de fire timer at de fungere! 😞

Det kan være utrolig frustrerende at stå som bussemanden.

Men jeg kigger på Tobias hver dag og tænker: Der er ingen anden vej – jeg er nødt til at blive ved med at kæmpe for ham!

Men jeg føler også med N, og håber at de en dag kan se hinanden mere end de gør nu, for det er vigtigt for mig at Tobias har et godt forhold til sin far.

Heldigvis har han Bjarne i det daglige som han ser komplet som sin far – det hjælper ham utrolig meget og det er også Bjarne han søger rigtig meget hvis det har været et svært samvær!

Jeg bliver tit spurgt af om det ikke bare ville være bedre at han ikke så sin far – men det tror jeg ikke på.

Han ville have et stort afsavn, og hvis de her fire timer kan fungere er det fantastisk. Men vi vurderer selvfølgelig løbende.

Men jeg er ikke den type mor som ville afskære N komplet fra Tobias’ liv!

Jo, hvis jeg kunne se at det skader Tobias!

Men han har de vilkår han har og livet er ikke en dans på roser, og jeg vil ikke stå om 10 år hvor han spørger mig af hvorfor jeg valgte at afskære N fra hans liv og være i tvivl.

Hvis den beslutning engang skal træffes så skal den træffes hvor jeg er komplet sikker.

Og lige nu er jeg ikke der.

Jeg tror på at vi kan få det til at fungere på Tobias’ præmisser!

Jeg håber det!

Jeg håber det for min søn.

Det er vigtigt for et barn at have begge forældre i sit liv og derfor kæmper jeg også sådan – selvom jeg nogle kan føle at jeg ikke kan mere, så kæmper man videre alligevel!

Jeg kæmper for mit barn.

God weekend til jer alle.

Mvh Inge-Lise DSC_0497

Den lille køter!

Den lille køter alias Uffe! 

Tidligere i dag skrev jeg om Uffe og hvad han laver af ballade!

Her i eftermiddags besluttede jeg mig for at tage til banko her til aften!

Ja indrømmet – jeg er 28 år og går til banko! 😘

Der er mange grunde til det!

Dels fordi jeg elsker banko, men også fordi jeg på den måde øver mig på om komme ud blandt mennesker!

Til banko kan jeg komme ind, tage en plads, ikke skulle forholde til mig andre menneskers snak til mig og samtidig skal jeg ikke have fat i andre ting end mine egne og lige en stol!

Og med mit hånd sprit går det!

Men med mit ocd og min social fobi er dette en god måde at øve mig på!

Så der udfordre jeg mig selv!

Jeg ved at jeg til enhver tid kan rejse mig og gå, samt vælge en plads hvor der ikke sidder mange andre!

Jeg kan være der – uden at skulle deltage, blot øve mig i være i lokalet med mange mennesker!

Nå sidespring! 😘

Men da jeg kom hjem her til aften havde jeg en lille vovse som i hvertfald havde savnet sin mor og nu rigtig skulle vise sig! Og specielt fra den sjove side!

Først selvfølgelig strække sig for fuld skrue op af mig!

Derefter finde en lego mand som drengene åbenbart havde haft liggende et sted! Den skulle deles i tre! Hovedet fik jeg serveret først!

Derefter fandt han kroppen og begyndte at gnave i det! 😱

Da den stakkels lille nu tre delte lego mand var taget væk – skulle han finde på noget nyt!

Det skal nok lige nævnes at Uffe har en stor svaghed for plastik! Ligesom jeg har for chips! 😂😂

Men ja, op i lænestolen til mor kom han! For at finde ud af at jeg havde en cola flaske!! Haha den skulle ædes og angribes! 😜

Skøre køter!

Med Uffe i nærheden keder man sig aldrig! 😝

Lige nu går han rundt i stuen for at finde på noget nyt! Lille lort! 💞💞💞

Håber I har haft en god aften alle sammen!

Knus Inge-Lise DSC_0536DSC_0549DSC_0547DSC_0531

   

Når man ejer en gravhund….

imageNår man ejer en gravhund… 

Så oplever man lidt af hvert..

Vi er så priviligerede herhjemme at vi har æren af at dele livet med tre skønne hunde.. Den mindste i rækken er gravhunde blandingen Uffe!

Uffe er nu 2 år og komplet sin egen – for at sige det mildt.

Han er en lille hund udenpå, men en gigantisk hund indeni.

Uffe har verdens største ego, dog ikke hvis man starter boremaskinen! :-p

Men ellers så tror Uffe simpelthen at han er verdens største hund, som kan snøre sig ind alle steder og han ved at han har charmen i orden.

Hvis han har lavet ballade og fået skæld ud, så kommer han susende og skal strække sig op af en, sådan rigtig strække sig så man tror at hans skind snart sprækker :-p

Det er Uffes trick til at charme folk! 😉

Når man har en gravhund så kan man godt forberede sig på at have en hund som kræver sin aktivering, den ser SÅ sød ud, men kan virkelig være en djævel i forklædning hvis den ikke bliver aktiveret korrekt. 😉

min mand er uddannet hundetræner, og vi vidste det godt i forvejen – heldigvis :-p

Uffe kan godt komme rendende til middag og begynde at “dutte” (skubbe til mig med snuden) mig helt ekstremt, hvis det ikke virker så sidder han sig ned ved siden af mig, og begynde at pive!

Hvis det heller ikke hjælper, så begynder han at gø!

Hvis det heller ikke lykkedes for at få sin vilje om at lege – så finder hanpå ballade!

Så henter han en strømpe som han ved han ikke må, eller en sko! En toiletrulle er også et hit! Han skal nok finde på noget for at få sin vilje!

Stædigheden er et særpræg ved gravhunden – og Uffe ejer den i storstil!

Hvis han synes han har fået færten udenfor af en kat eller en mus,  så kan vi glemme at kalde ham ind – så må jeg ud og fange ham og børe ham indenfor!

Og det lyder nemmere end det er, eftersom at jeg er pænt gumpetung og Uffe er hurtig som en ninja!

Selvom Uffe er en udfordring, ligesom de to andre vi har, så ville jeg ikke undvære ham for noget i verden! Han er udover at være en lille lort, en kæmpe mor-baby og elsker at ligge og putte ved mig, følger mig over det hele og vil helst gerne tilbringe al sin tid sammen med mig!

På bloggen kommer du nok nogle gange til at læse om hvad Uffe nogle gange har fundet på af ballade! 😉

Knus Inge-Lise

 

 

 

Det manglende shoppe-gen!

Jeg har indtil nu sagt at jeg ikke ejer et shoppegen!

Og det vil jeg stadig påstå!

Jeg har ikke direkte trang til at skulle shoppe osv. som mange andre kvinder har!

Men jeg må indrømme at jeg de sidste 3 måneder har brugt flere penge på tøj og sko, end jeg har gjort sammenlagt de sidste ti år!

Ja det hænger selvfølgelig også sammen med at vi nu har to indtægter hvor vi før kun har bjarne’s løn – og levede temmelig skrabet!

Så ja, det var ikke der hvor man som mor hiver penge ud af budgettet til at købe tøj til sig selv osv!

Men nu er jeg opdateret!

Tror jeg nok!

Jeg forelskede mig i de fedeste sko i Tyskland sidste dag – men nærigheden sidder stadig i mig, og vil altid gøre det!

Så jeg købte dem ikke 😝

Men jeg er stadig på jagt!

Kære medBloggere – hvor shopper i sko? Kom med gode links! 😜😘

Knus Inge-Lise Screenshot_2016-03-02-20-37-23

 

Kvinder og deres bryster!

Hvor meget betyder vores bryster egentlig for os kvinder? 

Er bryster bare bryster?

Er silikone bryster et tabu og udelukkende kæmpe bryster?

Efter en fantastisk dag med en rigtig god veninde i dag – sidder tankerne stadig efter en af de snakke vi havde!

Omkring bryster!

Min veninde er i en meget lille A-skål hvorimod jeg er i en H/I skål!

Snakken kom ind på kvindelighed, selvværd og sexlyst grundet ens bryster!

Hun bryder sig ikke om sine bryster og fortalte mig i dag at hun havde besluttet at få dem opereret på et tidspunkt!

De første 2 minutter så jeg min fantastisk kønne veninde for mig, med kæmpe grimme silikone bryster! Totalt skræk scenarie hvis man spørger mig!

Men hun forklarede dog hurtigt at hun kun ønsker at komme op i en B eller skål!

Hun vil bruge muligheden for det den egentlig er skabt som hun siger – at høre mennesket hel!

Jeg kan godt følge hende!

Vi snakkede om, om det var nemmere lu have store bryster som jeg har – hvilket vi blev enige om at det ikke er!

For der har man de fysiske smerter pga vægten af barmen – og den kommer hurtigere til at hænge, kan ikke være i tøjet osv!

Så vi blev enige om at uanset om man har en A eller en H skål så er det svært at være kvinde omkring bryst situationen!

For selvom vi siger at man vurderer på personligheden osv – så kommer vi ikke udenom at noget af vores kvindelighed sidder i vores bryster!

Når vi ikke har det godt med vores krop så går det ud over vores selvværd, som resultere i at vi ikke har samme lyst til det intime med vores partnere osv!

Ergo er vores bryster vigtige for os kvinder!

Mine bryster er i hvertfald vigtige for mig – også selvom jeg vil have dem opereret mindre!

Jeg synes dog stadig at operation til større bryster skal bruges med fornuft og omhu!

Jeg synes at selvom man har muligheden for store bryster er det ikke ensbetydende med at det behøver hedde bryster med kvinde, i stedet for kvinde med bryster!

Hvad siger I tøser? Og hvad siger i mænd?

Hvor vigtige er de bryster for jer?

Og til jer som har fået lavet bryster – hvor og hvor godt? Dårlige oplevelser? (så kan jeg give det videre til veninden!) 😀

God aften til jer alle!

Knus Inge-Lise DSC_0526